Hilsen fra formanden
26. maj 2025
”Tak for tilliden – vi har et vigtigt momentum”

Skrevet af:

Det var en stor dag. Jeg er både stolt og ydmyg over at skulle stå i spidsen for Dansk Psykoterapeutforening i en tid, hvor mental sundhed er rykket højt op på den politiske dagsorden. Det er nu, vi skal være synlige – og jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at vores stemme bliver hørt.
Der er meget, der rører sig på området for mental sundhed lige nu – og det giver os et reelt momentum. Politikerne taler om psykiatriplan, om sundhedsreform, om unges mistrivsel og om behovet for forebyggelse og tværfaglige løsninger. Her har vi psykoterapeuter MPF stærke og relevante kompetencer, som vi skal insistere på, bliver tænkt med.
Siden generalforsamlingen har jeg haft travlt med at sætte mig ind i organisationen, samle den nye bestyrelse og få gang i samarbejdet med sekretariatet og vores mange udvalg. Blandt andet i Rådet for Kvalitet og Etik, Klagenævnet for Kvalitet og Etik og kursusudvalgene – og så har jeg mødt mange studerende til et webinar sammen med De Studerendes Råd. Der er et stort engagement derude, og det er dejligt at mærke.
Det politiske arbejde er også allerede godt i gang. Den 20. maj mødtes jeg med Peter Westermann, SF’er og formand for Social- og psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, hvor vi blandt andet drøftede den nye psykiatriaftale. Jeg fremhævede, hvordan psykoterapeuter MPF kan spille en vigtig rolle i blandt andet de udgående psykiatriske teams og dobbeltdiagnosetilbud – områder, hvor der er behov for netop den faglighed og det nærvær, vi står for. Det politiske felt er ikke nyt for mig – men jeg må indrømme, at det stadig føles lidt særligt, når man pludselig sidder i rundkreds med regionspolitikere og taler om relationel tilgang og faglig forankring.
Vi følger nu implementeringen af psykiatriaftalen tæt, og vi arbejder målrettet for, at psykoterapeuter MPF bliver tænkt ind i de konkrete indsatser – både regionalt og nationalt. Vores faglighed skal ikke kun anerkendes – den skal anvendes.
Også den digitale mistrivsel fylder politisk og i samfundsdebatten. Den 19. maj havde jeg et inspirerende møde med læge og forfatter Imran Rashid, hvor vi talte om skærmforbrug, afhængighed af sociale medier og de mentale konsekvenser – især for børn og unge. Det er et område, der kalder på mere forskning, men også på faglige løsninger, som tager afsæt i menneskelige relationer og nærvær. Her har psykoterapien en vigtig rolle at spille. Vi har aftalt at holde kontakten og fortsætte samtalen.
Jeg glæder mig til at fortsætte de politiske samtaler – også på Folkemødet på Bornholm, hvor jeg blandt andet deltager i Depressionsforeningens debat om integrationen af psykiatri og somatik i sundhedsreformen. Jeg skal også i paneldebat på Scenen for Samfundsansvar, hvor vi diskuterer, hvordan vi bryder tabuer om mental trivsel og psykiske udfordringer. Hvis nogle af jer også er på Bornholm, så håber jeg, vi ses.
Noget, der har overrasket mig positivt i min første tid som formand, er den respekt, jeg oplever udefra for vores faglighed. Selvom vi er en lille forening, bliver vi taget alvorligt og lyttet til. Det forpligter – og det motiverer.
Jeg går til opgaven med både ydmyghed og gåpåmod – og jeg vil rigtig gerne være i dialog med jer. Har du noget, du brænder inde med, så tag fat i mig. Min dør er åben (både fysisk og digitalt), og jeg tager meget gerne en snak over en kop kaffe.
Du er også hjertelig velkommen til at følge med på LinkedIn, hvor jeg deler lidt om, hvad vi arbejder med – både fagligt og politisk. Og så glæder jeg mig til at komme ud og møde jer ansigt til ansigt i løbet af året – til kurser, medlemsmøder og de små uformelle snakke, som vi jo ved, ofte er dem, der sætter spor.
Tak for jeres opbakning og jeres engagement. Vi har en vigtig opgave foran os – og vi løfter den bedst sammen.
Rigtig god sommer, når I når dertil.
De bedste hilsner,
Christina Lehtinen
Formand, Dansk Psykoterapeutforening