Helene styrker behandlingen hos den praktiserende læge

Af Signe Tonsberg

 

Medvirkende:

Helene Rasmussen er psykoterapeut MPF. Uddannet sygeplejerske i 1996, NLP-coach og psykoterapeut fra ID Academy i 2017. Arbejder 25 timer om ugen hos ’Lægerne på Strandvejen’ i Hellerup. Ved siden af driver hun sin egen praksis som psykoterapeut i Rungsted nord for København.

Computeren ved indgangen til venteværelset giver et lille diskret bip, hver gang patienterne hos Lægerne på Strandvejen i Hellerup scanner sig ind med deres sundhedskort. Psykoterapeut MPF og sygeplejerske Helene Rasmussen kommer gående med energiske skridt og et varmt smil ned ad den lange gang, hvor husets ti læger, sygeplejersker og psykoterapeuter har behandlingslokaler side om side. 

Helene Rasmussen er psykoterapeut og er ansat i lægehuset 25 timer om ugen i en kombineret stilling som sygeplejerske og psykoterapeut.

”Både som sygeplejerske og psykoterapeut er jeg drevet af at kende mennesket bag mennesket. At forstå hvad folk er formet af, og hvad de kommer fra. For det er ofte nøglen til at hjælpe dem med deres problemer,” fortæller hun.

Det bedste fra begge verdener

Inde i Helene Rasmussens behandlerrum er der trægulv og lysegule vægge med plakater i rød og pink. Langs den ene væg bliver Helene Rasmussens dobbeltfaglighed som sygeplejerske og psykoterapeut helt konkret: På den klassiske undersøgelsesbriks med stålbøjler ligger et farverigt patchworktæppe hyggeligt henslængt.

”Det er eminent at have kombinationen af det somatiske og det psykoterapeutiske. Jeg føler selv, jeg får det bedste fra to verdener,” siger hun.

Helene Rasmussen og hendes psykoterapeutkollega i lægehuset har blandt andet støttende samtaler med patienter med angst, depressioner, sorg og stress. De to psykoterapeuter har hver deres specialer: Helene Rasmussen har for eksempel stor viden om patienter med spiseforstyrrelser og selvskadeproblematikker, mens hendes kollega er parterapeut og sexolog og specialiseret i sexologi.

En kæmpe fordel for lægehuset

Næsten alle patientforløb begynder hos klinikkens læger, som så sender de patienter videre, som kan have glæde af psykoterapeutiske samtaler.

Morten Dahl er praktiserende læge og medejer af klinikken. Han ser det som en kæmpe fordel at have psykoterapeuter ansat.

”En ret stor del af vores patienter kommer med mentale udfordringer eller forskellige psykiske tilstande, og for dem er medicinkassen ofte ikke den mest relevante hjælp. Mange af dem har brug for vejledning, rådgivning og samtaler. Den slags samtaler kan vi læger og sygeplejersker godt tage, men vi er ikke særligt uddannede i dem. Derfor ser jeg det som en kæmpe fordel, at vi har ansatte med en psykoterapeutisk uddannelse. For det betyder, at vi kan lave nogle bedre og mere sammenhængende forløb for patienterne,” siger han og tilføjer:

”Hos os er der klare gevinster ved at have ansatte med terapeutkompetencer. Jeg gad godt gøre endnu mere brug af muligheden. Lige nu er der nogle begrænsninger i vores overenskomst for at give patienterne længere terapiforløb,” siger Morten Dahl.

Som udgangspunkt er de støttende samtaler kun 15 minutter lange. Hvis samtalerne afholdes af læger, der får supervision, giver overenskomsten mulighed for, at der kan bruges lidt længere tid. 

Morten Dahl kunne godt ønske sig, at det ikke kun var læger, der havde den mulighed.

I stedet er der en del af patienterne, der vælger selv at betale for ekstra eller længere psykoterapeutiske samtaler med Helene Rasmussen og hendes kollega på for eksempel en time. Det er en mulighed, da Lægerne på Strandvejen også driver en privat lægeklinik.

Skaber tryghed for patienter

En del af de patienter, som kommer i samtaleforløb hos Helene Rasmussen, har spiseforstyrrelser.

”Det er en stor fordel for os, at Helene har en særlig viden om patienter med spiseforstyrrelser og selvskade. Det betyder, at vi kan tilbyde den her patientgruppe, som det ellers er svært at få hjælp til i det offentlige sundhedsvæsen, nogle stabile, sammenhængende forløb,” siger Morten Dahl.

Helene Rasmussen har for eksempel hjulpet en ung kvinde, som har været indlagt i psykiatrien flere gange med sin spiseforstyrrelse og nu er udskrevet. Hun fik støttesamtaler en gang om ugen, ligesom Helene Rasmussen og hendes kolleger har samarbejdet tæt og hjulpet med kontakt til kommune og bostøtte. 

”Det er en tryghed for patienten, at hun kan komme her hos mig en gang om ugen i modsætning til i et ambulatorium, hvor der måske ville gå en måned mellem hver samtale. Man kan sige, at maskerne i sikkerhedsnettet er tættere hos os. Hun kom hos mig, fordi hun gerne ville og ikke fordi hun skulle. Det er stort at kunne få lov at hjælpe på den måde,” siger Helene Rasmussen, som også har kunnet støtte patientens familie med samtaler.

”På den måde bliver det en helhedsløsning, når en familie bliver ramt af sygdom, fordi vi kan give plads til alle de berørte.”

Et sted familierne kender

Familierne oplever det ofte som en tryghed at være tilknyttet en lægeklinik, hvor personalet har kendt den unge og deres familie i mange år. Helene Rasmussen oplever, at en del patienter har nemmere ved at komme til psykoterapeutiske samtaler i lægehuset, end hvis de skulle opsøge en privatpraktiserende terapeut eller psykolog.

”Det betyder meget for patienterne, at det er et sted, de kender. Når man for eksempel er ramt af en spiseforstyrrelse, har man meget få ressourcer og et højt stressniveau. Det sidste, man har brug for, er at skulle fortælle sin historie igen til et menneske, man ikke kender,” siger hun og fortæller, at hun er uddannet ID-terapeut og derfor arbejder med udgangspunkt i flere psykoterapeutiske retninger.

”Min terapeutiske palet er meget bred. Jeg kan bevæge mig i mange retninger for at skabe mening hos patienten. Jeg arbejder både metakognitivt, dynamisk og holistisk. Men først og fremmest arbejder jeg fænomenologisk, så jeg tager udgangspunkt i det, som er på spil lige nu for patienten eller klienten. Selvfølgelig kan der være et overordnet emne for forløbet, men jeg er ikke låst af det. Jeg tager det, de kommer med dén dag, og arbejder ud fra det,” siger Helene Rasmussen.

Brug for psykoterapeuter

Helene Rasmussen ser store perspektiver for både patienter og læger i, at flere praktiserende læger ansætter psykoterapeuter.

”Behovet for hjælp til mentale problemer stiger, og vi har et sundhedssystem, som virkelig er trængt. Det mærker vi i dén grad i klinikken. Patienter skal vente længe på tider hos psykiatere og psykologer og specielt i børne- og ungepsykiatrien. Så der er ingen tvivl om, at det giver kæmpe mening at have nogle stærke faglige kompetencer i almen praksis, som kan hjælpe og støtte patienterne på det her område,” siger hun og fortæller, at hun har en tæt faglig dialog med både sygeplejersker og læger i klinikken. 

”Vi har et meget tæt samarbejde om patientforløbene og drøfter løbende, om behandlingen er på rette spor,” siger hun.

Hvis hun for eksempel er i tvivl om, om en patient er ved at få en depression, så kan hun nemt bestille en tid hos lægen til hende og eventuelt selv gå med. Og på samme måde kommer lægerne til hende efter faglig sparring.

”Vi har et hammergodt tværfagligt samarbejde. Så hvis jeg sidder med en klient og kommer i tvivl om noget, kan jeg altid få sparring og en lægefaglig eller en terapeutfaglig vinkel hos en kollega.

Jeg oplever, at vi har glæde af hinandens fagligheder, og det giver nye perspektiver og løfter kompetencerne til fordel for patienterne,” siger hun.

Tættere på patienterne

Som det er nu, fylder de støttende og terapeutiske samtaler cirka 20 procent af Helene Rasmussens arbejdstid, og sygeplejeopgaverne fylder omkring 80 procent, men hun drømmer om en mere fifty-fifty fordeling samt flere længere samtaler.

Ofte fletter sygeplejen og psykoterapien sig imidlertid sammen i Helene Rasmussens kontakt med patienterne. For terapeutfagligheden er ikke noget, hun bare lægger fra sig.

”Jeg tror, at det er med til at gøre, at vores patienter føler sig mødt, hørt og set. Det er helt naturligt for os som psykoterapeuter at aflæse mennesker, at være nysgerrige og se de små bitte tegn og skift i kropssprog og mimik,” siger hun og tilføjer:

”Og så er det ikke farligt for os at spørge. Som psykoterapeuter er vi vant til at sidde intenst med klienter i alle mulige livsfaser. De kan være dybt ulykkelige, frustrerede eller vrede, men der er ikke noget, jeg ikke tør spørge om, og jeg er for eksempel aldrig bange for, om patienten begynder at græde.”

Hun pointerer, at læger, sygeplejersker og psykoterapeuter har hver deres forcer. Lægerne har deres stærke lægefagligheder, men som sygeplejerske og psykoterapeut oplever hun, at hun kan komme tættere på patienternes mentale problemer, end for eksempel lægen kan. 

”Mange patienter ser os terapeuter og sygeplejersker som mere ufarlige end lægen. Jeg oplever, at patienter tager sig lidt ekstra sammen og underspiller deres behov, når de skal ind til lægen. Det er ikke altid helt nemt for dem at sige til lægen, at de virkelig har det skidt. Så for mange gør det en stor forskel at komme ind til en sygeplejerske eller psykoterapeut. Mange har glæde af og brug for, at vi kigger lidt ind bag facaden og siger ’Ved du hvad, selvom du siger, at du er okay, tror jeg, det er en god ide, at du kommer igen i næste uge’.”