Håbet er livsvæsentligt

Af Mathilde Weirsøe

De fleste af os går og håber lidt hver eneste dag. Du håber måske på solskinsvejr til weekendens vandretur; at du når bussen, som du halser efter; at du får 12 til din eksamen; eller at du får de grønne fløjlsbukser, du ønsker dig til din fødselsdag.  

Zoomer vi ud i verden, håber mange af os på fred i Ukraine og i Mellemøsten – eller at vi alle sammen vil passe bedre på naturen. Håbet kan være nært, fjernt, individuelt, kollektivt, abstrakt eller helt konkret og håndgribeligt.  

”Jeg håbede på, der ville være varm kaffe, da jeg kom her.”

Så beskedent lyder Kresten Lundsgaard-Leths håb, da han kommer forbi Psykoterapeutforeningens sekretariat på en solrig aprildag i 2026. Kaffen fik han heldigvis.

Kresten Lundsgaard-Leth er ph.d. i eksistensfilosofi med speciale i den kierkegaardske tænkning, og han skal hjælpe med at udrede håbet for os. For hvad vil det egentlig sige at håbe?

”Håb er, når man knytter en positiv forventning til noget, som man synes er værdifuldt. Det, vi håber på, må godt være ekstremt usandsynligt. Men det skal være muligt,” lyder definitionen fra filosoffen.

Håbet som sovepude – og som motivation

Det kan måske lyde lidt for nemt at gå her i trygge Velfærdsdanmark og håbe på fred i verden, ligesom det ikke kræver alverden af os at håbe på, at nogle politikere fikser klimakrisen for os. Men det er stadig et håb, understreger Kresten Lundsgaard-Leth. Endda et helt legitimt håb – i begrebslig forstand.

”Håb kan godt være en sovepude, hvor man bruger håbet som en magelig undskyldning for ikke at gøre noget aktivt ved problemerne,” siger han, men skynder sig at tilføje:

”Men håb kan også være knyttet til en intention om at ville ændre verden i retning af det, vi håber, vil ske. Håbet kan altså både være en undskyldning for ikke at gøre noget og en motiverende anledning til faktisk at handle.”

Håbet kan være stærkt usandsynligt

Men hvor meget kan man håbe på? Er der grænser for håbet? Egentlig ikke, forstår man på Kresten Lundsgaard-Leth.

”Håbet kan gøre det stærkt usandsynlige mere realistisk. Den forventelige udvikling kan vendes. Det var usandsynligt, at Obama skulle vinde præsidentvalget i sin tid, fordi han ikke havde en stor pengemaskine bag sig. Men det var ikke umuligt,” siger han og tilføjer:

”Hvis tilstrækkeligt mange handler kollektivt i forsøget på at virkeliggøre et givent håb, så kan det usandsynlige bliver gjort mere sandsynligt – og måske endda virkeligt.”

Vi mennesker gør os hele tiden alle mulige forhåbninger, og så handler vi efter dem, forklarer Kresten Lundsgaard-Leth. Håbets allestedsnærvær er således med til at sikre, at det uforventelige hele tiden sker.

”Vores forhåbninger er ikke begrænsede til at fremskrive den sandsynlige udvikling. I stedet håber vi på de muligheder, vi finder værdifulde, også selvom de er stærkt usandsynlige,” siger han

Sagt på en anden måde: Hvis du håber på at vinde i lotto, er det altså ikke fordi du forventer det, men muligheden er der. Ellers havde du nok ikke købt lottokuponen.

Derfor er det også fatalt, hvis vi ikke ser nogen muligheder, mener Kresten Lundsgaard-Leth:

”Når mulighederne forsvinder, slukkes håbet. Derfor er kontrasten til håbet den depressive kliniske tilstand, hvor mennesker ikke ser nogen muligheder for at få det bedre.”

Terapeuten låner håbet ud

Det bringer os ind i det terapeutiske rum, hvor håbet er en væsentlig del af psykoterapien. Så hvordan kan man arbejde med håbet, hvis man sidder med et dybt depressivt menneske, der ikke ser nogen lyspunkter, og som helt har mistet håbet om nogensinde at komme ud af sin depressive tilstand?

”Når man arbejder med depression, handler det ofte om nænsomt at ’låne’ håbet ud, når personen ikke selv kan mærke det, og gradvist udvikle eller genetablere klientens håb gennem et vedvarende terapeutisk samspil.”

Det fortæller Stine Høgenhaug, der er ph.d. i psykologi og psykoterapi og ekstern lektor ved Aalborg Universitet. Hun er desuden klinisk psykolog i Psykiatrien i Region Nordjylland, hvor hun har psykiatriske patienter i terapi.

 I sin kliniske praksis arbejder hun især med personer med personlighedsforstyrrelser, der ofte også har andre psykiske lidelser såsom angst og depression. Det er den erfaring samt sin dybdegående forskning i den terapeutiske alliance, hun trækker på, når hun forklarer håbets potentiale i terapien. Hun siger:

”Her bliver små, konkrete nye erfaringer, både i og uden for terapien, afgørende for, at håbet kan få fodfæste hos klienten. Samtidig er det centralt, at terapeuten anerkender håbløsheden og dens baggrund, så klienten oplever at blive set, forstået og rummet i sin nuværende tilstand.”

Terapeutens håb spiller en rolle

Håbet er en forudsætning, som både klienten og terapeuten har – i højere eller mindre grad – når de starter terapien. Men håbet er samtidig noget, der udvikles gennem terapien, forklarer Stine Høgenhaug.

Inden for psykoterapiforskning forstår man håb som en fællesfaktor – et element, der har betydning på tværs af terapiformer og problemstillinger. Klienters håb hænger sammen med både deres motivation for at søge hjælp og deres udbytte af behandlingen. Samtidig spiller terapeutens håb en rolle.

”Når terapeuten har tillid til, at forandring er mulig, øges sandsynligheden for, at klienten får gavn af terapien. Håb er derfor ikke blot noget, den enkelte har, men noget, der opstår og udvikles i terapien,” siger hun.

Håbet er dynamisk

International forskning fra blandt andet den canadiske forskningsenhed Hope Studies Central, anført af psykologiprofessor Denise Larsen, viser, at håb kan understøtte klienters mulighed for at orientere sig mod nye perspektiver og skabe mening i deres liv, også i situationer præget af omfattende lidelse og oplevet fastlåsthed.

Hidtil har håbsforskningen været domineret af den amerikanske psykolog C.R Snyders håbsteori. Snyder definerer håb som en kognitiv motivationsproces bestående af to komponenter: ’agency’ (troen på egen evne til at bevæge sig mod mål) og ’pathways’ (evnen til at finde eller skabe veje til disse mål). Håb opstår ifølge Snyder, når en person både kan forestille sig meningsfulde mål og oplever at være i stand til at udvikle strategier til at nå dem og fastholde motivationen undervejs.

Denise Larsen og kollegerne arbejder ud fra en mere ’multidimensionel’ forståelse af håb og definerer håb som “evnen til at forestille sig en fremtid, man har lyst til at deltage i”, og som samtidig ”opleves som personligt meningsfuld.” (Larsen et al.).

Det er også denne forståelse Stine Høgenhaug læner sig op ad i sin forskning og praksis. Hun lægger især vægt på en forståelse af håbet som dynamisk i terapien:

”For mig er arbejdet med håb ikke så målorienteret og kognitiv, som vi for eksempel ser hos Snyder. Jeg ser det terapeutiske arbejde med håb som en dynamisk og relationel proces. Håbet er ikke statisk, men bølgende. Der skal være enighed om, hvor vi skal hen med terapien, men processen er løbende til genforhandling mellem klient og terapeut.”

Det personlige håb

Håbet er ifølge Kresten Lundsgaard-Leth forankret i individets egen meningsdannelse. Håbet er altså personligt og ikke baseret på andres forestillinger om, hvad man bør håbe på. Det er dog i realiteten en sandhed med nuancer, understreger han:

”Det personlige håb kan sagtens være formet af kulturelle og ideologiske forestillinger. Mennesker, der er vokset op i den samme kultur, har også en stærk tendens til at håbe på nogenlunde ensartede ting,” siger han og tilføjer:

”Når det så er sagt, så er håbet altid noget, den enkelte person oplever. Det betyder, at mit håb om, at min syge gamle far bliver rask, er forskelligt fra min fars håb om det samme.”

I det terapeutiske rum indebærer det, at terapeuten ikke kan håbe på klientens vegne og forvente, at klienten overtager dette håb. I perioder, hvor klienten ikke selv har adgang til håbet, for eksempel på grund af depression, kan terapeuten dog fungere som en midlertidig rollemodel for håb ved at holde fast i troen på forandring og pege på små bevægelser, der kan bringe klienten i den retning, forklarer Stine Høgenhaug. Denne ’lånte’ form for håb kan fungere som en støtte, indtil klienten gradvist bliver i stand til selv at tage ejerskab over håbet og gøre det til sit eget.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at håbet ikke bliver for ydrestyret, altså at det i for høj grad er terapeuten, der definerer, hvad vi skal, og hvordan vi kommer derhen, fordi det kan svække klientens egen oplevelse af handlekraft, understreger Stine Høgenhaug.

”Hvis det sker, risikerer klienten at blive for afhængig af terapeuten, fordi klienten måske opbygger en forventning om at blive guidet i en særlig retning, mens hun selv forholder sig passiv. Det kan underminere klientens agens i form af troen på sig selv og sine egne evner til at få det bedre.”

Stine Høgenhaug peger på, at der også kan opstå den modsatte bevægelse, hvor terapeuten gradvist kan blive fanget i klientens håbløshed. Det kan udfordre evnen til at fastholde et balanceret og håbsbærende perspektiv i det terapeutiske arbejde. Derfor fremhæver Stine Høgenhaug betydningen af løbende supervision og faglig sparring som en måde at sikre, at terapeuten både kan rumme håbløsheden og samtidig bevare et realistisk blik for, at forandring er mulig.

Terapeuten bærer det realistiske håb

For høj grad af håb – det urealistiske håb – kan også give problemer for klientens udviklingsproces. Her bliver det væsentligt at holde klienten fast i et realistisk håb, påpeger Stine Høgenhaug.

Hun giver et eksempel med dobbeltdiagnose-patienter, dvs. mennesker, der både har en psykisk lidelse og et misbrug. Patienter med dobbeltdiagnoser kan ofte udvise urealistiske håb, fortæller hun.

”De kan have en tendens til at tro, at de kan stoppe deres misbrug uden videre. Hvis jeg som terapeut bliver smittet af det urealistiske håb, så er der en øget risiko for, at klienterne kommer tilbage og er ramt af skam, fordi de ikke lykkes med at stoppe deres misbrug så hurtigt, som de troede. Det kan medføre, at de mister tillid og tro på forandring og mister tillid til samarbejdet med terapeuten,” forklarer Stine Høgenhaug.

Hun ser det som terapeutens ansvar at være håbsfacilitator for det realistiske håb.

"Som terapeut har man ansvar for at puste tilpas liv i håbet – for at holde gnisten i håbet i live. Terapeuten skal på den måde bære det realistiske håb,” siger hun og uddyber:

”Realistisk håb i terapi handler ikke om at love, at alt vil blive godt, men om at tro på, at forandring er mulig. Terapeutens opgave er at finde en balance mellem at undgå både overdreven optimisme og total håbløshed.”

I praksis kan det indebære at evaluere terapiforløbet og samarbejdet løbende med klienten, sætte delmål, justere og genforhandle målsætninger, fremhæve små succeser og spejle klientens styrker.

Tro, håb og handling

Selvom relationen mellem klient og terapeut er tryg og veletableret, påpeger Stine Høgenhaug, at der kan opstå brud i terapien. Sådanne brud kan føre til nedsat ’epistemisk tillid’, som er klientens tro på, at den viden, der udvikles og formidles i terapien, er troværdig.

Netop brud og den efterfølgende reparation har Stine Høgenhaug undersøgt i sit ph.d.-projekt, og hendes arbejde viser, hvordan hensigtsmæssig håndtering af brud kan bane vej for læring og styrke tillid og udvikling af håb.

Øget epistemisk tillid understøtter klientens integration af nye forståelser af sig selv og andre og øger samtidig sandsynligheden for, at den viden omsættes til handling.

”Gennem nye læringserfaringer kan klientens håb om forandring blive styrket, hvilket motiverer til yderligere perspektivudvidelse og handling”

Selvom håb ikke er omdrejningspunkt for hendes forskning, har Stine Høgenhaug i antologien Det håbende dyr givet et bud på, hvordan et eksplicit arbejde med klienters håb kan være med til at genaktivere epistemisk tillid.

Stine Høgenhaug henter inspiration fra Fonagy og hans kollegaers arbejde med epistemisk tillid, hvor de beskriver tre ’kommunikationssystemer’ til udvikling og genaktivering af epistemisk tillid.

Første system omhandler ’det epistemiske match’. Her fokuserer terapeuten på at give klienten en oplevelse af at blive set og forstået i sine følelser, motiver og handlinger.

”I første fase viser jeg som terapeut, at der er plads til klientens håbløshed. Plads til følelserne – uanset hvordan de er. Det handler om at etablere tillid og signalere: ’Jeg kan rumme dig, og jeg møder dig med nysgerrighed på, hvad der har trigget de følelser eller den angst, du har nu’,” forklarer Stine Høgenhaug.

I andet system ’øgning af mentaliseringsevnen’ forstået som evnen til at forstå egne og andres følelser, tanker, intentioner, motiver og behov viser terapeuten, at der er to sind i rummet:

”Terapeuten viser, at hun rummer klientens håbløshed, men samtidig ryster hun klientens perspektiv en smule ved at præsentere alternativer.”

I tredje system ’genaktivering af social læring’ kobler terapeuten ny viden og erfaringer fra terapien til klientens liv uden for terapien. I denne fase bølger håbet frem og tilbage afhængigt af prøvehandlinger, eksponeringserfaring, læringserfaringer og integration.

”Det er derfor, jeg ser arbejdet med håb i terapien som en dynamisk proces, hvor terapeuten faciliterer håbet, som hele tiden kan bevæge sig i forskellige retninger. Nye læringserfaringer kan øge håb, motivation og handlekraft og styrke integrationen af nye perspektiver i klientens sociale liv,” lyder det fra Stine Høgenhaug.

Tilknytningsmønster har betydning

Et væsentligt element i udviklingen af håb er terapeutens opmærksomhed på klientens tilknytningsmønster, som kan gøre det lettere eller vanskeligere for klienten at oprette tillid og se nye muligheder, påpeger Stine Høgenhaug:

”Hvordan mennesker oplever og tillader sig selv at håbe som voksne, er ofte forankret i de tidlige erfaringer, de har haft med omsorg og relationer. Som børn lærer vi, hvorvidt verden er et sted, hvor vores behov bliver mødt, og om vi kan regne med andre mennesker. De oplevelser former ikke kun vores tillid til andre, men også vores evne til at tro på, at ting kan ændre sig – altså vores håb.”

For klienter, der kommer i terapi med oplevelser af utryghed, afvisning eller traumer, kan håbet derfor være sårbart.

”Det kan føles risikabelt at tro på, at forandring er mulig, fordi tidligere erfaringer har lært dem, at relationer kan svigte eller skuffe. I terapien viser det sig ofte som tilbageholdenhed, mistillid eller en konstant vagtsomhed over for terapeuten,” fortæller Stine Høgenhaug.

Håb udvikles bedst i trygge tilknytningsrelationer. Men langt fra alle klienter kommer med et trygt tilknytningsmønster.

”Mennesker med en ambivalent tilknytning kan for eksempel komme med en tro på, at forandring er mulig, men deres erfaringer viser, at ’jeg nok bliver svigtet igen’. Usikkerheden influerer på deres villighed til at indgå i en tillidsfuld relation med terapeuten. Her er det ekstravigtigt for terapeuten at vise, at hun forstår, hvor klienten kommer fra. At klienten føler sig set, så hun tør åbne op og give plads til håbet,” understreger hun.

Håbet lever i det håbløse

En helt central pointe i håbsforskningen er, at håb og håbløshed sagtens kan eksistere side om side. Det skriver den canadiske psykologiprofessor Denise Larsen og kolleger i deres artikel i The Oxford Compendium of Hope. Derfor lyder anbefalingen fra forskerne, at man som psykoterapeut anerkender og støtter klienten i at opbygge ressourcer og styrker uanset, hvor håbløst det hele ser ud, fordi det netop kan være en vej til at genfinde håbet – i form af klientens tro på sig selv og sit liv. 

Denne form for håbsopbygning kan også ske uden for terapirummet, når der ikke er en psykoterapeut i miles omkreds, forstår man på Kresten Lundsgaard-Leth:  

”Håbet er for alvor vigtigt dér, hvor det objektivt set ser håbløst ud. For eksempel ved vi fra litteraturen, at det lykkedes nogle af KZ-fangerne under 2. Verdenskrig at holde fast i håbet.”

I dag er det ukrainerne og palæstinenserne, der er fanget i håbløse og langvarige krige. Men set fra Kresten Lundsgaard-Leths stol er det netop, når håbet er presset, at det for alvor træder frem og får betydning.

”Ellers kan man lige så godt lægge sig ned og dø. Livet stopper i eksistentiel forstand dér, hvor den enkelte ikke længere kan finde noget at håbe på. Hvor der ingen sprækker af lys er, og hvor man ingen grund har til at stå ud af sengen. Og det er fordi, håbet er knyttet til mening. Hvis håbet er slukket, er der ganske enkelt ingen mening i tilværelsen. Derfor er håb livsvæsentligt for os mennesker.”

 

Dette er en onlineversion af en artikel fra Tidsskrift for Psykoterapi nr. 2 2026, tema: Håb.

Kontakt og abonnement.