Politik
12. november 2024
Foreningens aktuelle møder med politikere og interessenter

En stor del af det arbejde, jeg laver som formand for Dansk Psykoterapeutforening, er at skabe synlighed omkring vores profession og faglighed så mange steder som muligt gennem såkaldt lobbyarbejde.
Vi ønsker anerkendelse og beskyttelse af professionen psykoterapeut på såvel nationalt som på europæisk plan. Et vigtigt arbejde mod at opnå det, er at mødes med så mange politikere og interessenter som muligt. Derfor vil jeg gerne i dette nyhedsbrev give jer et lille indblik i, hvem jeg har haft møder med i de forgangne måneder.
Anerkendelse på EU-niveau
På europæisk plan arbejder EAP, vores europæiske paraplyorganisation, mod EU og en anerkendelse af titlen på EU-plan. Foreningens sekretariat er med i EAP’s Lobby-group, der mødes online hver måned.
Det europæiske symposium, vi afholder om Ukraine d. 15. november, har været en god trædesten til at tage kontakt til vores MEP’ere - de danske repræsentanter i EU's regering. Det har resulteret i, at Villy Søvndal har sagt ja til at åbne symposiet som tidligere udenrigsminister. Og det er jeg rigtig glad for lykkedes.
I den forbindelse fik jeg også kontakt til et andet dansk medlem i EU parlamentet – nemlig Stine Bosse, der er Moderaternes europaparlamentsmedlem. Hun mødte, på trods af en fuld kalender, op en tidlig morgen på foreningens kontor, fordi hun er optaget af sundhed og mental sundhed på europæisk plan.
På mødet fik hun en opfordring til at se på mulighederne for at anerkende faggruppen psykoterapeuter på EU-niveau. Stine Bosse blev også opfordret til at se mere på psykoterapi, når EU-Kommissionens strategi for bedre mental sundhed skal føres ud i livet. Begge dele var hun åben og interesseret i at bære videre.
Møde med Region Hovedstadens social- og psykiatriudvalg
På samme måde mødtes jeg for nylig også med formanden for Region Hovedstadens social- og psykiatriudvalg, Peter Westermann. Også han mødte op i foreningens lokaler til en tidlig morgenkaffe. Han blev opfordret til at gøre det lettere for psykoterapeuter MPF at blive anerkendt og brugt i psykiatrien.
Peter Westermann blev også orienteret om foreningens forslag om at lade psykoterapeuter MPF lave psykoterapi ude hos de praktiserende læger som en tidlig forebyggende og behandlende indsats. Et forslag som foreningen forsøger at få med i de næste overenskomstforhandlinger mellem Danske Regioner og de praktiserende lægers organisation. Dette blev hilst velkomment, og vi fik også her etableret en god relation.
En hjørnesten i foreningens arbejde for større anerkendelse af psykoterapeuter MPF er det, foreningen og dens medlemmer selv kan gøre for at opnå større anerkendelse. Derfor er forberedelserne til at niveauvurdere foreningens uddannelser til psykoterapeut i fuld gang. Forhåbentlig bliver de første uddannelser niveauvurderet på det, der svarer til masterniveau, i løbet af 2025.
Et godt match til de ældre
Sekretariatschef Vibeke Lubanski og jeg mødtes også for nylig med Ældresagen. Det var et spændende møde, hvor vicedirektør Michael Teit Nielsen og konsulent David Vincent fortalte om nogle af de problemer med mental sundhed, der er karakteristisk for ældre, for eksempel ensomhed, de såkaldte grå skilsmisser, et nyt begreb, altså når ældre ægtepar bliver skilt, det identitetstab, som nogle ældre oplever, når de stopper karrieren og ældre, der oplever, at deres børn ikke vil se dem mere.
Her var mit budskab til Ældresagen, at psykoterapeuter MPF er et godt match til de ældre, fordi psykoterapeuter MPF alle har et levet liv bag sig som følge af krav om erhvervserfaring, supervision og egenterapi, og at faggruppen samlet set også har et varieret udbud af terapeutiske metoder. Vi vil arbejde videre med at styrke samarbejdsmulighederne med Ældresagen.
Møde med Sundhedsstyrelsen
Senest har jeg også været til møde med Sundhedsstyrelsens nye vicedirektør, Nanna Skovgaard. Her fortalte jeg Sundhedsstyrelsen, at psykoterapeuter MPF allerede arbejder overalt i det offentlige sundhedssystem, og at det derfor er en god ide formelt at anerkende psykoterapeuter MPF, så faggruppen kan yde et endnu større bidrag til løsningen af problemer med mental sundhed, uanset om det er i psykiatrien, socialpsykiatrien, i den kommunale behandling af børn, unge eller familier. Vi har aftalt et opfølgende mødes med Sundhedsstyrelsen igen om tre måneder.
Lobbyarbejde er et langsigtet projekt, der kræver tålmodighed. Man ved ikke, hvornår arbejdet giver resultater eller hvilke, men arbejdet er nødvendigt, for anerkendelse af vores faggruppe sker ikke af sig selv. Det skal vi selv skaffe os – og det arbejder vi på hver dag.
De bedste hilsner,
Pia Clementsen
Formand for Dansk Psykoterapeutforening