Podcast
17. december 2024
Familieterapi blev et vendepunkt for Tenna og Jens: ”Pludselig havde vi langt færre konflikter, og børnene blev gladere”
Jeg var så træt. Det føltes som om, vi var fanget i en ond spiral, hvor alle bare blev mere og mere sure,
husker Tenna.
På det tidspunkt var Louis 5 år og Molly 2 år. Kommunikationen mellem forældrene og børnene var brudt sammen, og det var umuligt at være sammen som en samlet familie. Tenna og Jens havde delt sig op: Tenna tog sig af Louis, mens Jens var sammen med Molly.
Morgenerne var særligt kaotiske. Deres yngste vågnede vred og utilfreds, og hendes reaktioner udløste hurtigt vrede hos Jens.
Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, hun havde brug for. Det endte altid med, at vi skændtes – og så kom vi ikke videre,
- fortæller Jens.
En dag faldt Tenna over et opslag på Facebook om familieterapeut Mette Hummel. Oprindeligt scrollede hun blot for at flygte fra dagligdagens frustrationer, men opslaget ramte noget i hende.
Jeg vidste, at vi havde brug for hjælp. Og da jeg foreslog Jens, at vi skulle kontakte Mette, var han heldigvis enig.
Forventningsfulde og nervøse mødte familien op hos Mette. Men det første møde blev alt andet end det, Tenna havde forestillet sig.
Jeg havde drømt om, at børnene ville sidde og tegne roligt i et hjørne, mens Jens og jeg talte med Mette. I stedet løb de rundt, kastede med ting og ville bare hjem,
- fortæller Tenna med et skævt smil.
Hun følte sig magtesløs og pinligt berørt over kaosset, men Mette tog det hele med ophøjet ro.
Mette sagde, at det var præcis, som det skulle være. At situationen spejlede vores udfordringer,
- forklarer Tenna.
Det blev hurtigt tydeligt for Mette, at Tenna havde et stort behov for kontrol, og at Jens forholdt sig passiv, hvilket gjorde det svært for familien at finde fælles fodfæste.
Terapiforløbet blev et vendepunkt for familien. Gennem familieterapi og gruppeforløb hos Mette begyndte Tenna og Jens at forstå både sig selv og hinanden bedre. De lærte at genkende og ændre uhensigtsmæssige mønstre i deres kommunikation, både som par og som forældre.
Jeg fik for eksempel konkrete redskaber til at håndtere børnenes larm, når det blev for meget. Og vi opdagede begge, hvordan vores egne reaktioner påvirkede børnene,
- fortæller Tenna.
Det var ikke kun forældrene, der mærkede forandringerne.
Vi så hurtigt, hvordan børnene ændrede sig. De blev gladere, og konflikterne blev færre,
- fortæller Jens.
I dag beskriver Tenna og Jens deres familie som et team, der arbejder sammen. Der er stadig udfordringer, som i alle familier, men de har fået værktøjer til at tackle dem.
I vores podcast-episode ”Familielivet med små børn” deler Tenna og Jens deres historie. Lyt med og få indblik i, hvordan familieterapi hos Mette Hummel hjalp dem med at genfinde glæden ved familielivet.