Underretning – mellem omsorg og ansvar

Det er et spørgsmål, der ofte går igen, når psykoterapeuter henvendte sig til Dansk Psykoterapeutforenings Etikrådgivning. Spørgsmålet  berører en problemstilling, som mange behandlere oplever usikkerhed og berøringsangst i forhold til. Det er baggrunden for denne klumme, der er skrevet ud fra en anonymiseret case.

Case: Skal Simon underrette?

Psykoterapeuten Simon har et par i parterapi, som han nu skal møde for fjerde gang efter en lille pause på grund af kvindens tarmsygdom, som er blusset voldsomt op. De ønskede parterapi, fordi de har det svært, skændes meget, og mandens ludomani belaster forholdet. Desuden kommer det frem, at deres 11-årige datter har tegn på ADHD, og at hun har haft skolevægring. De oplever sig hjælpeløse, og datterens situation lægger et stort pres på forældrene, selv om de ikke selv bringer den i fokus i samtalerne.

Simon er bekymret for barnet og kontakter Etikrådgivningen, fordi han er i tvivl om, hvorvidt han skal sende en underretning til kommunen. Han har ikke selv mødt datteren og spørger derfor, om han har et tilstrækkeligt grundlag for at underrette. Måske har skolen allerede sendt en underretning, tænker han – og i så fald er det så nødvendigt, at han også gør det? Han frygter, at en underretning vil få forældrene til at føle sig endnu mere magtesløse eller opleve den som en anmeldelse.

Simon overvejer, om en mere generelt formuleret underretning kan være en måde at gøre kommunen opmærksom på familiens behov uden, at forældrene oplever sig unødigt udleveret. Han er også i tvivl om, hvorvidt han skal vise underretningen til forældrene inden, den sendes.

 

Etikrådgivningen svarer

Den skærpede underretningspligt

Som psykoterapeuter er vi særligt forpligtede til at underrette kommunen, hvis vi bliver bekymrede for et barn eller en ung i forbindelse med vores arbejde. Psykoterapeuter, der arbejder i privat praksis, er omfattet af den almindelige underretningspligt, men Dansk Psykoterapeutforening har besluttet, at alle medlemmer skal handle efter den skærpede underretningspligt. Det betyder, at vi skal reagere, når vi får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte efter Barnets lov. Da oplysningerne om familiens situation og datterens vanskeligheder peger på, at datteren har et socialt behov, som forældrene i den konkrete situation ikke kan imødekomme, skal Simon derfor sende en underretning, selv om han ikke selv har mødt barnet.

 

En underretning skal være konkret

Simon bør sende en underretning, selv om skolen måske allerede har gjort det. Det er en personlig pligt at underrette, selv om andre måske også gør det. Flere underretninger kan belyse problematikken fra forskellige sider, og det understreger situationens alvor.

Den skærpede underretningspligt går forud for tavshedspligten. Når betingelserne for at underrette er opfyldt, er vi derfor forpligtede til at videregive de oplysninger, der er nødvendige, for at kommunen kan vurdere barnets situation. En underretning bør være konkret og loyal over for de observationer og oplysninger, der ligger til grund for bekymringen. Hvis beskrivelsen bliver for vag af hensyn til forældrene, risikerer kommunen ikke at få et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere barnets behov. Omsorgen for forældrene må derfor ikke føre til, at barnets situation beskrives mindre præcist.

Inden en underretning kommer på tale, må vi som professionelle afklare, hvordan vi selv forholder os til at underrette. Vi kan have dårlige erfaringer fra tidligere samarbejde med offentlige myndigheder, og det kan farve den måde, vi fremlægger vores oplysninger og observationer på. Hvis det er tilfældet, er det godt at drøfte det med en kollega eller supervisor først. Hjælpen til barnet og forældrene skal kunne formidles ærligt, anerkendende og omsorgsfuldt.

 

Inddrag forældrene, når det er muligt

I Etikrådgivningen anbefaler vi som hovedregel, at Simon inviterer forældrene ind i processen frem for først at præsentere dem for en færdigskrevet underretning. Han kan begynde med at dele sin bekymring for datteren og fortælle, hvorfor han mener, at datteren har behov for støtte efter Barnets lov, og at en underretning derfor kan være nødvendig.

Samtalen bør være præget af anerkendelse og omsorg – ikke af vurderinger af forældrenes evner eller skyld. Den omsorgsfulde tilgang vil forældrene kunne mærke, og det vil have betydning for det fremtidige samarbejde med andre om deres barn.

Mange forældre frygter socialforvaltningens indblanding i deres familieforhold. Det kan blandt andet skyldes, at medierne ofte omtaler de mest alvorlige sager, men også at det kan opleves som et tegn på, at man ikke kan klare forældreskabet godt nok.

Den afstemte dialog med forældrene skal således understøtte deres oplevelse af medbestemmelse og handlemuligheder. Det kan desuden medvirke til en grundigere beskrivelse af problematikken og til et bedre samarbejde med myndighederne.

Hvis forældrene selv er indstillede på at få hjælp fra kommunen, kan de eventuelt selv henvende sig til kommunen, hvor de medbringer Simons oplysninger og vurderinger af datterens behov. Det vil vise, at forældrene selv kan se datterens behov, og at de ønsker at hjælpe hende i den svære situation.

Kommunen er forpligtet til at behandle forældrenes henvendelse på samme måde som en underretning. Hvis forældrene ønsker det, kan de give tilladelse til, at Simon kan kontaktes med henblik på yderligere uddybning.

 

Når forældrene ikke kan inddrages

Vi er klar over, at der er situationer, hvor det er umuligt at inddrage forældrene i et samarbejde om en henvendelse til socialforvaltningen, ligesom der er situationer, hvor vi ikke skal inddrage forældrene, nemlig når der er tale om vold mod barnet eller seksuelle overgreb.

 

Underretning er omsorg – ikke en anmeldelse

At underrette er sjældent en let beslutning. Mange psykoterapeuter vil opleve tvivl, fordi vi både ønsker at bevare relationen til klienterne og at tage ansvar for barnets trivsel. Netop derfor er det vigtigt at huske, at en underretning ikke er en straf eller en anmeldelse.

Den er en måde at sikre, at et barn og en familie får mulighed for den støtte, de har behov for. Den etiske opgave er derfor dobbelt: at handle, når bekymringen kalder på det, og samtidig at gøre det med respekt, åbenhed og omsorg.

 

Etikrådgivningen, august 2026