Skal jeg anmelde kriminel handling til politiet?

Det kan være bearbejdelse af det skete, tilbøjeligheden, skammen eller skylden over handlingen, som klienten ønsker at tale om.

Ved henvendelsen til Etikrådgivningen har psykoterapeuterne været usikre på, om de har pligt til at anmelde de kriminelle forhold til politiet, og også usikre på, om de kan holde ud at tale om det - altså både noget juridisk og noget psykoterapeutisk fagligt/etisk.

I følgende eksempel bringer vi en anonymiseret case:

Psykoterapeuten Hans henvender sig til etikrådgivningen, fordi han er usikker på, hvordan han skal forholde sig til en henvendelse fra en klient.

Klienten vil gerne tale med ham om, at han for nogle år siden begik noget kriminelt - uden at den kriminelle handling blev opdaget. Da Hans spørger ind til, hvad handlingen drejer sig om, viser det sig, at handlingen er foregået på klientens arbejdsplads, og at handlingen havde haft nogle konsekvenser.

Hans, psykoterapeuten, bliver usikker på, om han kan have samtalen med klienten, og han siger, at han lige skal tænke henvendelsen igennem, og han vil vende tilbage med et svar ved næste samtale. Efter samtalen kontakter Hans etikrådgivningen for at drøfte det.

Til Etikrådgivningen siger Hans, at han er usikker på, hvordan han skal forholde sig til den viden, klienten vil komme til at give ham. Er han f.eks. forpligtet til at give sin viden videre til politiet? Hans er også usikker på, hvad han skal gøre, hvis han alligevel ikke kan magte at tale med klienten, fordi problematikken er for svær at bære.

Etikrådgivningen har svaret følgende:

Rent lovgivningsmæssigt er Hans ikke forpligtet til at anmelde forholdet til politiet, da der ikke er tale om en igangværende kriminel handling, men noget der er sket tidligere.

Hvis den kriminelle handling stadig foregår eller klienten fortæller om noget, han vil gøre, har Hans pligt til at forsøge at stoppe handlingen enten gennem at overtale klienten til at stoppe eller afstå fra den fremtidige kriminelle handling. Hvis det ikke kan lade sig gøre og handlingen ikke kan stoppes på anden måde, skal forholdet anmeldes til politiet, så det kan forhindres af den vej. Det siger §141 i straffeloven. 

Hvis der er tale om overgreb begået mod et barn, kan der være pligt til at underrette de sociale myndigheder. Læs evt. mere her.

Af samtalen mellem Etikrådgivningen og Hans fremgår det, at der er kriminelle forhold, som kan udfordre Hans’ mulighed for at tale med klienten.

Men jo mere konkret Hans bliver i samtalen med Etikrådgivningen, jo tydeligere bliver det, at han faktisk ville kunne tale med sin klient om det meste. Hans bliver klarere på sine egne grænser og oplever dermed, at han nu er meget bedre i stand til at arbejde med klienten.

Det bliver også klart for Hans, at hvis det alligevel skulle blive for svært for ham at rumme undervejs, så kan han sige til klienten, som det er - at det bliver svært for ham, og at han derfor vil hjælpe vedkommende med at finde en anden terapeut. Og for at det skal kunne fungere, uden klienten føler sig afvist, vil Hans inden terapiens start nævne, at den mulighed kan der komme. Så er betingelserne klare - også for klienten.

Psykoterapeutisk arbejde er blandt andet at tale med klienten om kriminelle forhold - bearbejdelse af det skete - eller om tilbøjeligheden, om skammen eller skylden. Og psykoterapeutisk arbejde er også at være skarp på egne grænser. Det blev således en lettelse for Hans at få skabt klarhed over disse forhold. Og på den måde kan Hans hjælpe klienten videre.