Eleverne lærer at lytte til hinanden og sætte ord på følelser og tanker

Når jeg taler med et barn eller en gruppe af børn, der mistrives eller er i konflikt, går jeg meget op i at møde det enkelte barn helt åbent. Hvad er det, der er svært, og hvad oplever barnet fra sit perspektiv. Væsentligt er det at få skabt et trygt rum, hvor det er tilladt at udtrykke tanker og følelser,

Hvor jeg tidligere arbejdede mere kognitivt og havde meget fokus på at definere problemer, lave handleplaner og opsætte regler, så går jeg nu meget mere procesorienteret og relationelt til værks i mødet med børnene. Jeg er der ikke for at forandre dem – men møde dem, der hvor de er og skabe en fælles forståelse. Her sker udviklingen,

Jeg ved noget om det at undervise, jeg kan arbejde med klasser og gruppedynamikker, jeg ved noget om familier, børns udvikling og trivsel, og jeg har adgang til alle systemer rundt om barnet - jeg kan tale med forældre, lærere, og jeg kan arbejde sammen med psykologer og socialrådgivere

Jeg bidrager med kompetencer på skolen, som de har brug, og jeg arbejder på en måde i skolesystemet, som ingen andre gør. Fordi jeg har en uddannelse som psykoterapeut.

I starten mødes vi og leger, griner og hygger os sammen. Når der er skabt et så trygt rum som muligt, begynder vi også at snakke sammen og dele tanker og følelser. Vi tager f.eks. en runde, hvor alle får lov at fortælle, hvordan de har det i gruppen. Hvad er godt, hvad er svært. Jeg faciliterer samtalen, og børnene lytter til hinanden og får lov til at byde ind med, hvordan de andres fortællinger påvirker dem. På den måde spejler børnene sig i hinanden og ved at lytte styrkes deres mentaliseringsevne. Stille og roligt bliver der skabt en fælles forståelse, som at pille et garnnøgle op der er blevet filtret. Og så løser de ofte selv problemet, - eller problemet forløses,

At få børn til at forstå hinanden på den måde, det kan man ikke, hvis man kun arbejder kognitivt. Man er nødt til både at have følelser og krop i spil for at sætte gang i forandringsprocesser”, fortsætter hun, ”og det er helt klart min psykoterapeutiske baggrund, der former min tilgang her, fordi vi lærer så meget om relationer og processer på uddannelsen,

Dårlige normeringer i daginstitutioner, vores store forbrug af skærme og folkeskolereformen i 2014 med stor vægt på præstationer, er alt sammen med til at præge børnene. Generelt stiller vi for store krav til vores børn, og mange får ikke opfyldt deres grundlæggende behov. Og så bliver børnene i tvivl om de kan klare det – og om de er gode nok til at være del af fællesskabet,

I mit perspektiv mangler der også viden i systemerne om, hvordan man arbejder med børns følelsesmæssige udvikling. Fokus er meget på kognition, og at børn skal lære at gøre ting på en bestemt måde, efter et bestemt regelsæt. Fremfor at møde det, der er og finde ud af, hvad barnets modstand handler om. Hvad er det, barnet prøver at fortælle. Hvad er det, barnet ikke har fået tilstrækkeligt af.

Forældrene spiller en stor rolle i at hjælpe deres barn. Især har jeg fokus på, at de ikke må dømme børnene. Kun at fortælle barnet, hvad der er rigtig og forkert opførsel, kan medføre, at barnet føler sig endnu mere udskammet,

Den samtale de skal have med barnet, skal være hjælpsom for barnet. Det taler jeg med forældrene om. Vi har ikke brug for som skole, at børnene kommer hjem og får en skideballe

Jeg har set det ske mange gange. Forældrene går hjem og øver sig på at lade være med at have så mange gode råd og formaninger. I stedet lytter de til barnet. Og det skaber en positiv udvikling

At vi bor under samme tag giver os i høj grad mulighed for at sætte ind med en tidlig indsats, forebygge mistrivsel på skolen og ikke mindst handle hurtigt og effektivt med hjælp og foranstaltninger. At vi er så mange forskellige fagligheder er et kæmpe plus. Vi kender hinanden og børnene og har nem adgang til faglig sparring hos hinanden