Høringssvar
17. maj 2022
Den praktiserende læge bør også kunne henvise unge til psykoterapeuter MPF
Trine Hauberg
Kommunikationsansvarlig
Dato: 29. marts 2021
Dansk Psykoterapeutforening ønsker hermed at afgive høringssvar til udkastet til ny
bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte
persongrupper.
Dansk Psykoterapeutforening bakker op om forslaget og ser positivt på, at den
eksisterende forsøgsordning med gratis psykologbehandling for personer med let til
moderat depression eller angst nu udvides og permanentgøres med finansloven for
2021. Det er positivt, at flere unge med behov for hjælp, nu kan få den uden selv at
skulle betale.
Vi mener dog, at der generelt er behov for at se på, hvordan ventelisterne til
psykologbehandling kan nedbringes, og dermed grundlaget for ændringen i den
gældende bekendtgørelse § 2, stk. 2.
Det fremgår af ændringen af§ 2, stk. 2, at gyldighedsperioden af henvisninger til
psykolog ændres fra én måned til tre måneder, idet patienterne ikke når at få anvendt
henvisningen inden for gyldighedsperioden og derfor er nødsaget til at kontakte
alment praktiserende læge igen med henblik på ny henvisning.
I dag ved vi, at personer med let til moderat angst og depression risikerer at få det
værre og endda udvikle svær angst og depression, hvis ikke de behandles rettidigt.
Derfor ser vi i Dansk Psykoterapeutforening med stor bekymring på, at ventetiden for
hjælp til behandling i dag er 12 uger i gennemsnit. Den lange ventetid må forventeligt
være hovedårsagen til, at patienterne ikke når at få anvendt deres lægehenvisning
inden for gyldighedsperioden. Og ventelisterne kan blive endnu længere, når
ordningen træder i kraft. Vi ser med stor alvor på risikoen for, at de unges mentale
helbred forværres, hvis de efterlades i en venteposition.
Derfor mener vi, at der bør sættes ind med en supplerende indsats til at nedbringe
ventelisterne. I Dansk Psykoterapeutforening finder vi det helt oplagt og aktuelt også
at inddrage vores medlemmer i ordningen, så de unge får frit valg af behandler.
Mange psykoterapeuter beretter, at de til stor frustration må afvise patienter, der
ønsker at gå i terapi hos den pågældende psykoterapeut, men som de må henvise
til ydernummersystemet, fordi der ikke ydes økonomisk tilskud til psykoterapeuten
via lægehenvisning. Dermed efterlades patienten i en yderst uholdbar position,
hvor de er tvunget til enten at vente på behandling eller at betale selv. Dette stiller
især de mest socialt og økonomisk udsatte unge i samfundet, som i forvejen har
det svært, endnu dårligere.
Helt konkret foreslår vi derfor en forsøgsordning i en periode, hvor en række
udvalgte ”psykoterapeuter MPF” med ekspertise i angst og depression ligestilles
med ydernummerpsykologerne, så den praktiserende læge også kan henvise de
unge til en psykoterapeut MPF.
Behandling af angst og depression er blandt psykoterapeuter MPF’s
spidskompetencer: 37 pct. har angstbehandling som en kernekompetence og 32
pct. har behandling af depression som kernekompetence.
Ved at tilføre psykoterapeuter MPF med specialkompetencer i angst og depression
til ordningen, kan vi sikre, at de unge får hurtig og effektiv hjælp med så få
behandlingsgange som muligt, til gavn for både de unges helbred og
samfundsøkonomien.
Sammen med den udvalgte myndighed kan Dansk Psykoterapeutforening
sammensætte en række kriterier for uddannelse og erfaring, som
psykoterapeuterne skal leve op til for at være en del af forsøgsordningen. På den
måde skal der stilles krav om at anvende de bedste metoder med størst
dokumenteret effekt.
Siden 2019 har vi i Dansk Psykoterapeutforening kørt en lignende ordning med
Dansk Sundhedssikring, hvor borgere med stress og let depression konsulterer en
psykoterapeut MPF, der har speciale i stress. I tilfredshedsundersøgelsen af
ordningen scorer vores 22 specialudvalgte medlemmer i gennemsnit 4,5 på en
skala fra 1 til 5, hvor 5 er højeste scorer.
I forlængelse heraf foreslår vi, at der ved etableres en fast evalueringsordning af
indsatsen, således at det er muligt at måle på effekten af behandlingen. En ordning
som denne vil kunne skabe den nødvendige viden om, hvorvidt de unges mentale
helbred forbedres efter behandlingen.
Dansk Psykoterapeutforenings formandskab og sekretariat stiller sig naturligvis til
rådighed for en uddybende redegørelse for forslaget.
Høringssvar vedr. ny bekendtgørelse om psykologbehandling.pdf