Debat
19. marts 2026
Debatindlæg: Psykiske diagnoser peger på for sen indsats
En psykiatrisk diagnose til børn og unge peger i min verden ofte på, at vi greb ind for sent. Derfor skal den sidste del af valgkampen handle om, hvordan vi forebygger mistrivsel og psykisk sygdom, før den vokser sig så stor, at den kræver en psykiatrisk diagnose. For når et barn eller en ung får en diagnose i psykiatrien, er det selvfølgelig først og fremmest en hjælp og en adgangsbillet til støtte. Men det er ofte også noget andet: Det er et bevis på, at indsatsen blev sat ind for sent.
Alt for mange børn og unge kæmper i dag med mistrivsel, stress, angst og depression. Ifølge Sundhedsstyrelsen fylder mentale sundhedsproblemer markant i danskernes samlede sygdomsbillede. Det kalder på politisk handling. Men det skal være den rigtige handling.
Vi har i årevis diskuteret flere pladser i psykiatrien, hurtigere udredning og bedre behandlingsgarantier. Det er vigtigt. Men hvis vi kun styrker den specialiserede psykiatri, accepterer vi samtidig, at problemerne først håndteres, når de har udviklet sig til behandlingskrævende lidelser. Vi reparerer – vi forebygger ikke.
Forebyggelse skal forankres i hverdagslivet
Den viden vi har, peger på, at tidlig indsats og forebyggelse kan ændre udviklingsbanerne for psykiske problemer hos børn og unge. Indsatser, der styrker relationer, sociale færdigheder, følelsesmæssig opmærksomhed og robusthed tidligt i livet, kan reducere symptomer og mindske risikoen for senere alvorlige forløb. Derfor bør målet være klart: Færre børn skal have brug for en psykiatrisk diagnose – ikke bare hurtigere adgang til en.
En markant styrket forebyggelse skal forankres i det nære hverdagsliv: hos praktiserende læger, i daginstitutioner, i skoler og i fritidsfællesskaber. Mental sundhed skabes i relationer – i trygge fællesskaber, hvor børn oplever mening, indflydelse og tilhørsforhold.
Vi kan for eksempel give børn og unge større reel medbestemmelse i deres institutionsliv – fra børnehave til universitetsuddannelse. Demokratiske forpligtende fællesskaber styrker ansvar, engagement og trivsel.
Samtidig skal pædagoger og undervisere have tid og rammer til det relationelle arbejde, som er helt afgørende for børn og unges udvikling.
Forebyggelse handler også om de voksnes liv. Bedre muligheder for at tilpasse arbejdstid og arbejdsmængde kan skabe mere overskud i familierne. Børns trivsel hænger tæt sammen med de voksnes.
Flere diagnoser og mere medicin kan ikke løse vores udfordringer med mistrivsel. Hvis vi vil knække kurven, skal vi turde investere massivt i den tidlige indsats – længe før mistrivsel bliver til sygdom.
Mental sundhed skabes dér, hvor mennesker lever deres liv – ikke i psykiatrien. Lad os bruge valgkampen på at tale om, hvordan vi styrker fællesskaberne, relationerne og den tidlige forebyggelse. For hver gang et barn eller en ung får en psykiatrisk diagnose, bør vi også spørge os selv: Kan strukturerne i hverdagen gøres bedre? Kunne vi have handlet tidligere?