Debat

01. oktober 2025

Debatindlæg: Psykoterapi før piller

Skrevet af:

Christina Lehtinen

Formand

chril@dpfo.dk

860.000 danskere fik i 2024 udskrevet psykofarmaka. Det er et alarmerende højt tal. Læs dette debatindlæg af formand for Dansk Psykoterapeutforening, Christina Lehtinen, der er bragt i Sundhedsmonitor.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen fik 860.000 danskere psykofarmaka i 2024. Det er bekymrende mange.

Medicin for psykiske lidelser er naturligvis helt på sin plads. Men når piller bliver førstevalget i stedet for det sidste, er det et problem. Psykofarmaka kan dæmpe symptomerne, men ændrer ikke på de mulige årsager til mistrivsel og psykisk sygdom.

I dag bruges psykofarmaka ofte som den første behandling, der bliver tilbudt mennesker med problemer med mental sundhed. Det sker på trods af, at psykoterapi, psykoedukation og andre pillefri behandlinger som regel er den første behandling, der anbefales i retningslinjerne.

I verdenssundhedsorganisationen WHO’s nye vejledning om mental sundhed står der for eksempel:
»Interventioner med psykofarmaka skal ordineres i overensstemmelse med evidensbaserede retningslinjer, med informeret samtykke og, så vidt muligt, først efter at ikke-farmakologiske muligheder er blevet fuldt ud afprøvet.«https://sundhedsmonitor.dk/nyheder/debat/article18573835.ece

Medicin kan ikke løse bagvedliggende problemer

Det er ikke tilfældigt, at WHO anbefaler alt andet end piller først. Mange får bivirkninger af medicin, og medicin kan heller ikke løse de problemer, som ofte vedligeholder eller medvirker til at udløse psykisk sygdom – som for eksempel ensomhed, mistrivsel, arbejdsløshed, skilsmisser eller andre personlige kriser.

860.000 er et bekymrende højt antal. Det er lige så bekymrende, at mange tror, at psykiske lidelser skyldes en ”fejl i hjernen” eller en ”biokemisk ubalance”. Det er misforståelser, understreger WHO, og den tro fastholder mennesker i forestillingen om, at medicin er løsningen.

Forskning viser, at psykoterapi i bred forstand virker mod mange former for psykisk sygdom.
En dygtig psykoterapeut kan hjælpe mennesker med at forstå sig selv, håndtere livets udfordringer og genvinde ressourcer. At gå i psykoterapi betyder som regel, at man får et realitetstjek, tør se sine udfordringer i øjnene, kan eksperimentere med nye måder at handle på og får reguleret handlinger og følelser. Det er ikke et hurtigt fix, men en langtidsholdbar forandring.

Vi skal ændre praksis

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om at skabe bedre mental sundhed i Danmark, så skal vi ændre praksis. Psykoterapi og andre ikke-medicinske indsatser skal være førstevalget. Piller kan være en del af løsningen, men de må ikke stå alene, og skal sjældent stå først.

Jeg er ikke fortaler for, at alle 860.000 danskere på psykofarmaka kun skal have psykoterapi, men psykoterapi vil være relevant for mange. Andre skal måske have mere viden om deres tilstand, hjælp til at genoptage relationen til familien, praktisere mindfulness, et medlemskab af et motionscenter, psykofarmaka eller måske mest sandsynligt – en kombination. Det handler ikke om enten-eller. Det handler om, at alt for mange i dag får alt for lidt af det, som faktisk hjælper dem på lang sigt.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om at skabe bedre mental sundhed i Danmark, så kræver det handling:

Politikerne må sikre, at der er lige adgang til psykoterapeuters ydelser, uanset om man har penge på lommen eller ej.

Regionerne og kommunerne må prioritere pillefri behandlingstilbud højere – også selvom det er dyrere her og nu. På længere sigt er det en investering, der betaler sig.

Praktiserende læger må tilbyde flere samtaler og henvisninger til terapi – ikke kun en recept.

Og som samfund må vi gøre op med forestillingen om, at psykisk lidelse handler om kemi eller fejl i hjernen.

Spørgsmålet er, hvor længe vi vil blive ved med at udskrive piller, når vi ved, at vi som mennesker har brug for mere?

Jeg mener, det er på høje tid, at psykoterapi reelt bliver førstevalget i behandlingsindsatsen, og at indsatsen bliver tilpasset personligt til hvert enkelt menneske - sådan som det også er ambitionen i regeringens nye strategi for personlig medicin. Det, mener jeg, vil styrke danskernes mentale sundhed.

 

Debatindlægget er bragt i Sundhedsmonitor den 30. september 2025.