Politik
25. september 2026
Dansk Psykoterapeutforening ser positivt på akutplanens fokus på tidlig hjælp og bred faglighed

Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening har indgået en aftale om en akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien.
Aftalen til en milliard kroner gælder fra 2026-2028, hvor 750 millioner kroner går til den regionale psykiatri og 250 millioner det lettilgængelige kommunale tilbud.
Overordnet har akutplanen fokus på hurtig behandling, så en diagnose nu hverken er et krav for eller målet med at få hjælp til børn- og unges mistrivsel.
"Jeg synes det er meget positivt med akutplanens fokus på hurtig indsats uden krav om diagnoser. I min verden er den bedste hjælp til børn og unge, der mistrives, hurtig, konkret, tæt på børnenes hverdag og med fokus på at børn og familier lærer at kende og håndtere deres hverdag bedre. Diagnoser er et værktøj for professionelle, ikke noget, der skal skabe børn og unges identiteter," siger Christina Lehtinen, formand for Dansk Psykoterapeutforening.
Konkret giver akutplanen 100 mio. kr. til kommunernes lettilgængelige tilbud mod børn og unges mistrivsel i 2027.
Det betyder, at en lille landkommune som Lemvig med 18.000 indbyggere får penge til en ekstra halvtidsstilling, og i Kalundborg Kommune med knap 50.000 indbyggere kan akutplanen finansiere omkring halvanden ny stilling i det lettilgængelige tilbud.
"Jeg synes det er meget positivt med akutplanens fokus på det lettilgængelige tilbud i kommunerne. Mit bud er dog, at det lettilgængelige tilbud er underfinansieret i akutplanen. Jeg tvivler på, at en enkelt ny ansat eller to i en landkommune er nok til at sætte en prop i tilstrømningen til psykiatrien," siger Christina Lehtinen
Akutplanen har også fokus på, at flere fagligheder skal bidrage til at få de alt for lange ventelister til børne- og ungepsykiatrien ned, blandt andet pædagoger, socialrådgivere og fysioterapeuter.
"Den brede faglighed er meget positiv. Nogle af de pædagoger, socialrådgivere og fysioterapeuter, der omtales i akutplanen, vil blive vores medlemmer, psykoterapeuter MPF. Deres relationelle kompetencer kommer til at gøre en positiv forskel for nogle af de børn og unge, der har det skidt i dag," siger Christina Lehtinen.