Nyhed
04. marts 2026
Dansk Psykoterapeutforening relancerer Tidsskrift for Psykoterapi

Det nye tidsskrift skal tale ind i en større sammenhængende vision fra foreningens side om at bringe mere forskningsbaseret viden ind i det psykoterapeutiske felt og samtidig give inspiration til praksis.
Relanceringen er desuden et resultat af, at medlemmerne gennem årene har ønsket et tidsskrift, der er nemmere at gå til og lettere at læse. Derfor er også formidlingen og det visuelle udtryk gentænkt, så det i højere grad understøtter læseoplevelsen.
Samme navn – nyt indhold og udtryk
Tidsskriftet bevarer sit navn og udkommer fortsat på print, da det er værdsat af medlemmerne, men indhold- og formidlingsformen er ny, fortæller redaktøren Mathilde Weirsøe:
”Vi er gået fra et klassisk tidsskrift, hvor medlemmer selv bidrog med tekster, til nu at bevæge os mere i retning af et magasin med interviews, portrætter og forskellige typer formater. På den måde er det ambitionen, at tidsskriftet skal række bredere ud og også henvende sig til eksterne læsere med interesse for psykoterapi og mental sundhed.”
Også det visuelle udtryk er gentænkt:
”Vi har i samme omgang valgt at udvikle tidsskriftets visuelle udtryk i form af nyt design, så det harmonerer med foreningens visuelle identitet. Sammen med nye illustrationer og en fotoreportage skal det understøtte artiklernes budskaber og ikke mindst læseoplevelsen,” siger Mathilde Weirsøe.
Fokus på resonans
Det første nummer efter relanceringen har temaet resonans, som introduceres af den tyske sociolog og professor Hartmut Rosa, der har udviklet resonansteorien som et svar på acceleration, mistrivsel og fremmedgørelse i det postmoderne samfund. Tidsskriftet sætter resonansbegrebet i spil med konkrete perspektiver fra psykoterapien, blandt andet hvordan resonans opstår i det psykoterapeutiske rum, hvordan ledere kan skabe resonans på arbejdspladsen, og hvordan musikterapi kan åbne for resonansoplevelser.
Udover temaartikler indeholder tidsskriftet ny forskning om selvskade og kunstterapi for unge samt faste formater, hvor medlemmer får ordet og forskellige psykoterapeutiske perspektiver undersøges.
Mere information
Alle medlemmer får tilsendt et fysisk eksemplar af tidsskriftet tre gange om året (marts, juni og oktober). Man kan også abonnere på tidsskriftet uden at være medlem af Dansk Psykoterapeutforening.
Vi er åbne for feedback, hvis du har kommentarer til det nye tidsskrift.
Kontakt redaktør Mathilde Weirsøe mawei@dpfo.dk.
Enkelte artikler kan tilgås online i forkortet udgave løbende i løbet af foråret.