Nyhed

22. marts 2025

Christina Lehtinen er ny formand for Dansk Psykoterapeutforening

Det bliver 47-årige Christina Lehtinen, der skal stå i spidsen for Dansk Psykoterapeutforening de næste fire år.

Det står klart efter lørdagens ordinære generalforsamling i Dansk Psykoterapeutforening i Middelfart. Christina Lehtinen tiltræder posten med det samme og afløser dermed Pia Clementsen, der efter seks år i spidsen har valgt at give plads til nye kræfter.

Christina Lehtinen ser meget frem til at komme i gang med arbejdet som ny formand og repræsentant for foreningens 3.800 psykoterapeuter og psykoterapeutstuderende.

Jeg er meget beæret over medlemmernes tillid og ser frem til at tage fat på arbejdet. I en tid, hvor flere og flere danskere kæmper med mentale helbredsproblemer, er det afgørende, at vi viser, hvordan psykoterapeuter MPF er en del af løsningen

- siger Christina Lehtinen og fortsætter:

Vi spiller allerede en vigtig rolle i både forebyggelse og behandling af psykiske lidelser, stress og livskriser, men der er stadig brug for, at vores faglighed får en endnu stærkere position i både det offentlige og private sundhedssystem. Jeg ser mange nye muligheder for at styrke psykoterapeuternes synlighed og anerkendelse, så vi kan gøre en endnu større forskel for danskernes mentale trivsel

- siger hun.

Christina Lehtinen er uddannet socialrådgiver, supervisor, mindfulnesslærer og er psykoterapeut MPF (medlem af Dansk Psykoterapeutforening). Hun har mere end 15 års erfaring som familierådgiver, projektleder og leder i kommunal kontekst og driver desuden sin egen virksomhed, hvor hun leverer terapi, undervisning og supervision i kommuner, virksomheder og frivillige organisationer.

Siden 2021 har hun været næstforperson for Dansk Psykoterapeutforenings Etikudvalg og forperson for foreningens netværk for erhvervsterapeuter.

Som ny formand får Christina Lehtinen selskab af en nye friske kræfter i foreningens bestyrelse, der også blev valgt ved skriftlig afstemning på generalforsamlingen.

Rekordmange medlemmer havde sat kursen mod Severin Kursus- og Konferencecenter i Middelfart, hvor generalforsamlingen fandt sted. Hele 148 medlemmer var mødt op for at høre om foreningens indsatser, give deres stemme og dermed sætte retningen for foreningen frem til næste generalforsamling i 2027.