Nyhed
09. oktober 2026
Angst, livskriser og familieproblemer fylder i terapilokalerne

En indkøbstur, der må opgives, fordi angsten tager over. En fyring, der rejser spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig uden mit arbejde? Eller endnu et aftensmåltid, hvor en uenighed bliver til et skænderi.
Det er nogle af de udfordringer, psykoterapeuter MPF møder hos deres klienter. En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Psykoterapeutforening giver et aktuelt billede af, hvad der fylder i terapilokalerne i 2026.
Undersøgelsen viser, at angst og livskriser fortsat fylder mest. 67,5 % af de adspurgte psykoterapeuter peger på angst som en af de problemstillinger, de oftest møder hos deres klienter. 62,5 % peger på livskriser og eksistentielle kriser.
På tredjepladsen kommer familieproblemer med 55,7 %.
”Mange af os skal i dag navigere i et højt tempo, store forventninger og et konstant pres for at præstere. Samtidig kæmper flere med ensomhed og med den usikkerhed, som kriser i samfundet kan skabe. Det sætter vores mentale sundhed under pres, og det er nogle af de belastninger, vores medlemmer møder konsekvenserne af i terapilokalet,” siger Christina Lehtinen, formand for Dansk Psykoterapeutforening.
Problemstillinger i terapilokalet 2026
Angst
Livskriser og eksistentielle kriser
Familieproblemer
Mistrivsel og tristhed
Stress
Traumer / chok
Depression
Krise i parforholdet
Personlig udvikling
ADHD
Ensomhed
Sorg / tab
Spørgsmål:
Hvilke problemstillinger fylder i øjeblikket mest hos dine klienter? Flere svar muligt
Familieproblemer rykker fra syvende- til tredjepladsen
Angst og livskriser toppede også listen i 2024. Men i årets undersøgelse peger markant flere psykoterapeuter på familieproblemer.
I 2024 nævnte 45 % familieproblemer som en af de problemstillinger, der fyldte mest hos deres klienter. I 2026 er andelen steget til 56 %. Dermed rykker familieproblemer fra en syvende- til en tredjeplads.
Også kriser i parforholdet fylder hos flere. I 2026 peger 45 % på parforholdskriser mod 40 % i 2024.
”Vores nære relationer har stor betydning for, hvordan vi har det. Når der opstår problemer og mistrivsel i familien eller parforholdet, påvirker det os uundgåeligt. Derfor er det så vigtigt, at vi også har blik for relationerne, når vi taler om mental sundhed,” siger Christina Lehtinen og fortsætter:
”At parterapi og familieterapi i stigende grad fylder i terapilokalerne, er for mig et tegn på, at vi har forstået, at terapi rent faktisk kan gøre en forskel og styrke vores relationer. Vi ønsker at kæmpe for vores partner og familie og er ikke bange for at opsøge støtte til det”.
Mistrivsel og tristhed samt stress fylder også meget i terapilokalerne. Begge dele nævnes af mere end halvdelen af de adspurgte psykoterapeuter.
Flere i terapilokalet med ADHD
ADHD er en anden problemstilling, der fylder hos flere af de adspurgte psykoterapeuter i 2026. Andelen er steget fra 35 % i 2024 til 42 % i år.
Det afspejler den aktuelle samfundstendens, hvor flere og flere danskere får en ADHD-diagnose. Omkring 250.000 danskere har nu en ADHD-diagnose, hvilket er en tredobling siden 2015. Det viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen i 2026.
Psykoterapi indgår ofte sammen med anden behandling
Mange af de klienter, psykoterapeuterne møder, får eller har tidligere fået andre former for behandling.
65,1 % af de adspurgte medlemmer oplever, at deres klienter kombinerer eller tidligere har kombineret psykoterapi med medicinsk behandling. 28,7 % peger på fysisk behandling som eksempelvis fysioterapi, mens omkring hver fjerde nævner henholdsvis ikke-medicinsk behandling hos en psykiater og psykologbehandling.
Svarene viser dermed, at psykoterapi for nogle mennesker indgår i et længere forløb med flere former for hjælp.
”Mennesker kan have brug for forskellige former for hjælp gennem livet. Derfor er det relevant at se på psykoterapi som en del af det samlede billede af mental sundhed. Medlemmernes erfaringer bidrager med viden om den hjælp, klienterne søger, og de udfordringer, de står med,” siger Christina Lehtinen.
Psykoterapi i kombination med anden behandling
Medicinsk behandling: 65 %
Fysisk behandling (fx fysioterapeut): 29%
Alternativ behandling: 28 %
Behandling hos psykiater (ikke medicinsk): 25 %
Psykologbehandling: 24 %
Nej: 14 %
Ved ikke: 8 %
Spørgsmål:
Oplever du, at dine klienter kombinerer eller har kombineret psykoterapi med anden behandling? Sæt evt. flere krydser
Om undersøgelsen
Dansk Psykoterapeutforenings medlemsundersøgelse 2026 blev besvaret af 1.020 medlemmer, svarende til 32 %. 726 besvarede spørgsmålet om klienternes problemstillinger mod 631 i 2024.
Svarene omfatter både privatpraktiserende og lønmodtagere, og deltagerne kunne vælge flere svar. Tallene beskriver psykoterapeuternes erfaringer med deres klienter, og ikke forekomsten af psykiske problemer i hele befolkningen.
Yderligere oplysninger om undersøgelsen kan fås ved henvendelse til Dansk Psykoterapeutforening.