Kom til foreningens event på Folkemødet

|

Kategorier

Nyhed


Torsdag den 16. juni 2022 kl. 14 – 14.45 afholder Dansk Psykoterapeutforening et event i Sundhedsteltet på Folkemødet på Bornholm.
Titlen er ”Visioner i psykiatrien”. Her vil Pia Clementsen, formand, Dansk Psykoterapeutforening og Lotte Arnsbjerg, facilitator og kunstnerisk leder ved The Art of Transformation lede publikum gennem en fælles ideudviklingsproces, hvor – under det hele – den verdenskendte amerikanske musiker og komponist Carman Moore sørger for den reflektive musikalske stemning.

Baggrunden er, at Folketinget til efteråret skal forhandle en 10-årig plan for psykiatrien. Derfor er der brug for alle gode ideer til psykiatriplanen netop nu. Dansk Psykoterapeutforening vil efterfølgende samle ideerne og sende dem til Folketingets psykiatriordførere.

Kurt Kyed, tidligere psykiatribruger, fortæller om sine oplevelser med psykiatrien for at få publikums ideer på gled. Birgit Bundesen, overlæge på Psykiatrisk Center Amager, vil bidrage med sine refleksioner om, hvordan psykiatrien kan blive bedre.

Hvis du deltager på Folkemødet er du meget velkommen til at dukke op til eventet og komme med dine ideer. Foreningen har endvidere en stand fredag og lørdag formiddag i Sundhedsteltet. Også her er medlemmerne meget velkommen til at kigge forbi. Sundhedsteltet er beliggende på Kæmpestranden i Allinge.

Dansk Psykoterapeutforening deltager i Folkemødet i år for generelt at øge psykoterapeuters synlighed.

 

Læs mere om Dansk Psykoterapeutforenings event på Folkemødet