Invitation til Danmarkspremiere på filmudgaven af teaterstykket ”Pigen under vandet”

I samarbejde med Selskabet For Psykoterapi og The Art of Transformation inviterer Dansk Psykoterapeutforening til filmudgaven af det populære teaterstykke “Pigen under Vandet”, med seksuellle overgreb som tema.

PREMIERE PÅ ZOOM
“PIGEN UNDER VANDET” af Lotte Arnsbjerg og Carman Moore
– filmet teaterforestilling og efterfølgende paneldebat

Arrangementet finder sted online tirsdag den 2. februar, kl. 14.00-16.30

OBS. Vi optager arrangementet. Kan du ikke deltage i tidsrummet den 2. februar, så kan du, hvis du køber en billet, efterfølgende få tilsendt links til debat og forestilling. Links er åbne i 3 dage.

Køb billet HER

Poetisk og bevægende forestilling, der peger på det håb, der ligger i at kunne transformere et traume til personlig styrke og integritet.

 ”Pigen under vandet” er en autobiografisk fortælling om seksuelle overgreb i barndommen, om den dysfunktion, det førte med sig, og ikke mindst, at transformation og personlig frigørelse er mulig, når identifikation med traumet ophører.

Skuespiller og performancecoach Lotte Arnsbjerg opfører stykket, sammen med komponist Carman Moore, som har skrevet musikken, og som spillede en afgørende rolle for Lottes bearbejdning af sin historie.

Se teaser:

 

Teaterforestillingen er filmet til denne anledning og efterfølgende er der debat med publikum, skuespiller og psykoterapeuter MPF i panelet, hvor teaterstykket, forbindelsen til psykoterapi og spørgsmålet: “kan kunst hele” vil blive drøftet. Formand i Dansk Psykoterapeutforening, Pia Clementsen, er vært.

Teknisk vært: Martin Nevers, Selskabet For Psykoterapi

Panelet består af:
Lotte Arnsbjerg, Anne-Sophie Morgenlykke og Lene Ulstrup.

 

Lotte Arnsbjerg er skuespiller og opfører teaterstykket. I 2013 opførte hun for første gang en central historie fra sit eget liv. Historien om seksuelle overgreb fra sin tidlige barndom, den personlige beretning om at frigøre sig fra offeridentiteten og komme styrket ud af ilden blev til forestillingen “Girl of Diamond Mountain”. Lotte Arnsbjerg skabte forestillingen i samarbejde med den amerikanske komponist Carman Moore og de opførte “Girl of Diamond Mountain” i New York City. Forestillingens møde med publikum var overvældende og bekræftede antagelsen om, at mange lever med uforløste traumer på grund af samfundets tabuisering, fortielse og offermentalitet. Den danske forestilling har fået titlen “Pigen Under Vandet”.

 

Lene Ulstrup, psykoterapeut MPF og cand.mag i psykologi og tysk. Den røde tråd gennem hendes arbejdsliv har været et fokus på voksne med senfølger efter seksuelle overgreb. Hun var i 9 år ansat i Center for seksuelt misbrugte, som koordinator for den frivillige rådgivning og ansvarlig for caféen for seksuelt misbrugte. Hun har været føl hos Klinik for Incestterapi, i Jette og Lone Lyagers terapeutiske gruppe for seksuelt misbrugte mænd. Hun har siden opbygget egen klinik, hvor hun hovedsageligt arbejder med senfølgeproblematikken, og derudover er hun ansat i Udviklings- og behandlingscenter (KKUC), hvor hun arbejder med traume- og misbrugsbehandling. Se CV

 

Anne-Sophie Morgenlykke har selv været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Arbejdsmæssigt er hun pædagogisk konsulent på skoleområdet, for PPR i Furesø Kommune, laver projekter for projekt Q-værk (for voldsramte kvinder og børn), og så går hun på sit 5. år på psykoterapeutuddannelsen på DISPUK. Såvel personligt som fagligt og måske netop kombinationen, gør at Anne-Sophie Morgenlykke har perspektiver og oplevelsesnær erfaring at byde ind med.

 

PROGRAM DEN 2. FEBRUAR KL. 14-16:30

14.00-15.15 Filmet version/video af teaterforestillingen ”Pigen Under Vandet”

15.15-15.30 Pause

15.30-16.30 Paneldebat og dialog med deltagerne, herunder online-debat i små grupper (4-mands breakout-rooms)

 

BILLETTER/PRIS:

100 kr. (+gebyr) – for medlemmer af Selskabet for Psykoterapi og Dansk Psykoterapeutforening

150 kr. (+gebyr) for ikke-medlemmer

Køb billet HER

 

Der sendes link ud pr. mail med adgang til zoom, inden forestillingens start

 

Læs mere om forestillingen her: https://www.the-art-of-transformation.com/
Læs mere om Lotte Arnsbjerg her: https://www.trueformance.dk/

 

Om samarbejdet

Under temaet ”Kan kunst hele?”, har Dansk Psykoterapeutforening indledt et samarbejde med The Art of Transformation og Selskabet for Psykoterapi. The Art of Transformation er en kunstnerisk baseret praksis, som giver stemme og krop til tabuiserede emner, og gennem kunstnerisk udfoldelse, anviser redskaber til transformation. Dette vil Dansk Psykoterapeutforening gerne deltage i at undersøge og understøtte aftabuiseringen af, med fokus på relationen til psykoterapi. Blandt andet med denne forestilling + debat.