Et europæisk certifikat kan åbne nye døre

Af Trine Hauberg

 

Som psykoterapeut har man mulighed for at ansøge om et europæisk certifikat og blive såkaldt ”ECP-holder”, som er et bevis på, at man lever op til EAP’s fælles europæiske standard for psykoterapeuter. For psykoterapeut MPF Kresten Kay har certifikatet givet både nye spændende opgaver og mulighed for at støtte op om det europæiske arbejde for en øget anerkendelse af professionen.

 

Den europæiske forening European Association for Psychotherapy (EAP) har udviklet certifikatet ”The European Certificate of Psychotherapy” (ECP) for at understøtte en standardisering af professionen i Europa.

I Danmark har 13 psykoterapeuter indtil videre et ECP-certifikat. En af dem er psykoterapeut MPF Kresten Kay, der sidder i bestyrelsen i Dansk Psykoterapeutforening. Han har været ECP-holder siden 2012 og valgte i sin tid at ansøge om certifikatet, fordi han ønskede at støtte op om det internationale arbejde for at fremme psykoterapien. Samtidig ønskede han en europæisk blåstempling af sin faglighed:

”Jeg synes det var vigtigt at sende et signal til mine klienter om, at min uddannelse og erfaring også var på et vist europæisk niveau, og ikke mindst at vise, at jeg også kunne bistå engelsktalende klienter og arbejde både inden for og uden for Danmarks grænser. Det føltes rigtigt at kunne give sine klienter den tryghed. Samtidig gav det flere nye internationale kontakter og opgaver”, siger Kresten Kay.

 

En lind strøm af kunder

Som ECP-holder kommer man til at fremgå af EAP’s internationale onlineregister over psykoterapeuter, således at det er muligt at få opgaver på tværs af landegrænser. For Kresten Kay blev den synlighed startskuddet til et samarbejde med den internationale virksomhed Workplace Options, der har en lang række store virksomheder som kunder. De kontaktede Kresten Kay for at tilbyde ham at være tilknyttet som behandler i Danmark. Det takkede han ja til, og det gav ham en lind strøm af kunder gennem årene. Han er stadig tilknyttet virksomheden den dag i dag.

”Alt i alt gav ECP mig et udvidet kundegrundlag og flere terapeutiske opgaver på engelsk, såvel som på dansk. Men derudover får man også rent fagligt en masse ud af certifikatet, idet man bliver holdt opdateret på psykoterapiens udvikling i Europa gennem nyhedsbreve og det forskningsbaserede medlemsblad ”International Journal of Psychotherapy”, der udkommer tre gange årligt. Sidst men ikke mindst støtter man EAP’s vigtige arbejde for mere indflydelse og anerkendelse i EU”.

At blive ECP-holder koster 240 Euro som engangsbeløb. Herefter koster det 50 Euro om året. Med ECP kan man desuden søge om WCPC, der er World Certificate of Psychotherapy, hvilket udstedes af World Council for Psychotherapy, der samarbejder med EAP.

 

Sådan bliver man ECP-holder

For at blive godkendt som ECP-holder af EAP er der en lang række krav om uddannelse og erfaring, som man skal opfylde. Det er således ikke alle psykoterapeuter, der kan blive godkendt. Man skal først og fremmest være medlem af en forening, som har et klageorgan, fx Dansk Psykoterapeutforening.

Samlet set må ens uddannelse – både grunduddannelse og psykoterapeutiske uddannelse – ikke have været på færre end 3200 timer, og uddannelserne skal være taget over minimum syv år. De sidste fire år skal være i psykoterapi på mindst 1400 timer. Der er også krav om supervision og egenterapi. Derudover skal man have minimum tre års universitetsuddannelse eller tilsvarende. Man skal således samle en masse dokumentation og sende ind til EAP ved ansøgningen. En proces, der ifølge Kresten Kay var ret krævende, men som han aldrig har fortrudt.

Hvis man vil ansøge om et certifikat, skal man først og fremmest tjekke, om man lever op til kravene og herefter udfylde en ansøgningsblanket, der ligger på EAP’s hjemmeside. Den skal indsendes til Dansk Psykoterapeutforening, som hjælper med at få ansøgningen sendt afsted til EAP.

 

Læs mere om kravene til at blive ECP-holder her

Læs mere om ansøgningsproceduren her