Kronik fra Politiken: Når sorg bliver et fængsel

Marianne Davidsen-Nielsen

Når sorg bliver et fængsel – om sorgens veje og vildveje

 

Af Marianne Davidsen-Nielsen, psykoterapeut MPF og forfatter

 

Politikens  signatur havde for nogen tid siden overskriften man kan sådan trænge til at græde. Det var Dorte Hygum Sørensen som skrev : Man kan savne at grine himmelhøjt. Men man kan faktisk også savne at græde. Et udsagn som berører sorgens væsen, sindets dybeste lag og dermed et aktuelt og omdiskuteret dilemma : Bør mennesker i sorg udsættes for behandleres  diagnostiske overvejelser ?

Der findes en gammel jødisk tekst som handler om tårer og hvad der skete da Adam og Eva blev forvist fra Edens have. Gud så at de angrede deres brøde – han fik  medlidenhed med dem og sagde blidt : Stakkels børn ! Jeg har straffet jer for jeres forseelser og har drevet jer ud af Edens have, hvor I levede sorgløst og fri for bekymringer. Nu træder I ind i en verden fuld af sorg og ulykke, der trodser enhver beskrivelse. Dog skal I vide at jeg er gavmild og min kærlighed til jer vil vare evigt. Jeg ved at I vil møde  megen modgang, og det vil forbitre jeres liv. Derfor forærer jeg jer min dyrebareste skat, den kostbare perle – tåren. Når I bliver overvældet af sorg, når jeres hjerte er ved at briste, og stor smerte griber jeres sjæl, da vil denne tårer falde fra jeres øjne, og byrden vil straks blive letteres at bære. Ved disse ord blev Adam og Eva lammede af sorg. Tårer vældede frem fra deres øjne, strømmede ned over deres kinder og faldt ned på jorden.

Og det var disse smertens tårer der først fugtede jorden. Adam og Eva efterlod en kostbar arv til deres børn. Og lige siden , når mennesker er i stor sorg, dets hjerte smerter og dets sind er tungt flyder der tårer fra dets øjne. Og se! Sorgen letter.

Desværre undlod Gud at fortælle Adam og Eva at  tårer ikke rækker til at få sorgen til at lette. Det burde han have gjort, eftersom han  i sit skaberværk havde erkendt at det ikke er godt for mennesker at være alene. Derfor skulle Adam  udstyres med evnen til at knytte bånd – en tilknytning til et andet menneske – og så skabte han Eva. Da Gud forviste dem fra Edens have burde han derfor have forberedt dem på,  at de altid ville længes efter at komme hjem til den have hvor deres symbiotiske og derfor trygge relation til hinanden ikke blev udfordret. Adskillelse var et ukendt begreb. Gud burde have fortalt dem at uden for paradiset ville de og deres børn blive tvunget ud i et af livets store udfordringer: evnen til at kunne mestre tab og adskillelse . Gud burde  også have forberedt dem noget bedre på at sorg kan udvikle sig til separationsangst og dermed til neuroser, vanvid,  depression og forladthedstilstande som kan standse livet. Sorgen kan jo desværre ikke grædes væk!

Sorg og glæde er vores iboende følelsesmæssige urkraft som opstår i relationer dvs.  i tilknytninger ikke bare til mennesker i vores liv men også til vores verden.   Og derfor  er det vigtigt at forstå sorgens væsen, og at kende og genkende både sorgens naturlige helende kræfter og sorgens vildveje, når vi rammes af tab som er så komplicerede, uklare og måske skamfulde at vi ikke kan finde hjem ved  familie og venners hjælp. Livets komplicerede tab – ofte uklare tab eller trusler om tab kan derfor vise sig at være behandlingskrævende. Det er et dilemma for dem som frygter en sygeliggørelse af noget så sundt og naturligt som evnen til at sørge.

I de senere år har sorg været et tema som har fyldt i medierne, i bogudgivelser hvor unge og gamle mennesker har fortalt om deres sorg ved at miste deres nærtstående dvs. forældre, ægtefæller, børn – næsten altid sorgprocesser som hører døden til. Fokuserer man imidlertid  for ensidigt på tab ved et dødsfald så kommer man let til at overse mere uklare tab, som kan medføre en langvarig og ofte kompliceret sorg, måske med forladthedsfølelse, bitterhed, skyld og skam til følge. Det kan eksempelvis være tabene omkring en skilsmisse, at blive  fyret eller handicappet.

I mit virke som behandler med fokus bl.a. på komplicerede tab og sorgreaktioner har jeg i forbindelse med skilsmisse spurgt mennesker, om det havde været nemmere hvis ægtefællen var død. Svaret har næsten altid været bekræftende. De fleste skilsmisser har mange slags tab i sig og jo mere uklare tabene er des vanskeligere rammes man i det der lidt højstemt kaldes for sindets dybeste lag – tilknytnings- og adskillelsesevnen. De fleste kender til skilsmisser, hvor tabet af en partner har reaktiveret svigt og savn fra barndom og ungdom  med megen uforløst sorg til følge.

Da vi blev smidt ud af Edens have (livmoderen) blev det et vilkår at kunne knytte og bryde bånd, begyndende med navlestrengen mellem mor og barn. Dette betyder at vi ikke kommer uden om udviklingspsykologien, når vi skal forstå hvad tab og dermed sorg gør ved os. Puberteten er f.eks. en overgangsperiode fyldt med ambivalens og sorgens følelser  fordi den unge er ved at miste barndommens land.  Det er svært for de fleste at finde hjem til sig selv i stedet for at blive hjemme hos ”mor eller far”. Her er tale om en af tilværelsens barske træningslejrer, hvor  tilknytnings- og adskillelse evnen er i fokus for at kunne blive voksen.

I psykologien kalder vi det for individuationsprocessen. Det er en kamp som for mange  kæmpes livet igennem med det  overordnende mål at kunne føle sig så adskilt fra andre,  at man tillidsfuldt kan knytte sig til dem med et åbent sind. Og i den proces er evnen til at sørge dvs. evnen til at give slip for siden at kunne holde fast i et forandret liv en afgørende livsforsikring . Evnen til at sørge er således evnen til at kunne forandre sig. Freud brugte  det upoetiske ord sorgarbejde. Sorgarbejde er således forandringsarbejde!  Når Dorthe Hygum Sørensen skriver at hun trænger til at græde kunne hun også have skrevet jeg trænger sådan til at give slip – og ja,  så føles det i øjeblikket som om tårerne får byrden  til at lette fordi kroppen slapper af. Tårerne øger hjernens produktion af smertestillende og glædesfremmende endorfiner er et godt argument for at slippe gråden løs – skriver hun.

Avisen Information har for nylig haft en artikelserie under mottoet Gråd er Guld, som bl.a. belyser film som vi græder over. En af konklusionerne i artikelserien er ikke overraskende at gråd primært opstår når vi berøres af det som sker i mellemmenneskelige relationer.

Det er imidlertid min erfaring at der desværre er mange mennesker, som har fantasier om at det at græde, er det samme som ” at bryde sammen” ledsaget af frygten for et kontroltab der varer ved.  Sådan er det ikke – de fleste mennesker græder kun dybt i ret kort tid. Når den kropslige følelse af forløsning sætter ind tørrer de fleste  atter øjnene.

Min motivation for at deltage i debatten omkring sorgens væsen er at jeg sammen med psykologen Nini Leick i begyndelsen af 1980erne introducerede tilbud om både individuel hjælp og gruppebehandling til  mennesker som var truede af komplicerede tab og derfor var faret vild eller på vej til at fare vild i deres sorg. Vi kaldte den for sorggruppen – dengang et ganske ukendt begreb – som hos os  var  individuel terapeutisk hjælp ind i  det medmenneskelige fællesskab som er gruppers lægende

kraft. På basis af et stort klinisk materiale om komplicerede tab og sorg  skrev vi bogen Den nødvendige Smerte med undertitlen Om tab, sorg og adskillelsesangst. Den udkom i 1989 og i en revideret og udvidet udgave i 2001. Det viste sig at det blev en skelsættende bog,  fordi vi åbenbart havde formået at få teori og praksis omkring  sorgprocesser til  hænge sammen på en måde som  både professionelle og  almindelige mennesker fik  indsigt i  sorgens veje og vildveje.  Vi skelner mellem den naturlige fleksible sorg hvor visse tab dvs. sorger kan føles som uafsluttelige,  den undgåede sorg hvor man hele tiden undgår sine smertepunkter og  den form for sorg som vi kalder for  kronisk sorg. Kompliceret sorg, patologisk sorg, forlænget sorg er andre ord for det som kan udvikle sig derhen hvor professionel hjælp er nødvendig. Når sorgen f.eks. bliver til en forladthedsdepression er der brug for mere end private netværk. I sorgen har vi mistet nogen eller noget – i depressionen har vi mistet os selv – et selvtab, hvor evnen til at holde af andre forsvinder og derfor kan ende med selvmord som den ultimative løsning, når livet har mistet sin mening. Det er interessant at Freud i en artikel fra 1915 tydeliggør forskellen på et selvtab og et objekttab. I sorgen føler vi at verden er blevet fattigere og tom – i depressionen er ”jeget” blevet fattigt og tomt.

I Den nødvendige Smerte, som  beskriver  mange menneskers sorgforløb, fortæller vi  bl.a.  om en kvinde  som mange år tidligere havde mistet sit yngste barn. I længere tid troede vi at hun ”kun” havde dette barn, men så viste det sig at hun havde to andre børn, som hun ganske havde mistet sine følelser for – en dobbelt tragedie og et skræmmende eksempel på hvad kronisk sorg kan gøre ved mennesker som lever med et så svært og traumatisk tab som at miste sit barn. En skilsmisseramt kvinde fik hjælp i sorggruppen til sin sorg 8 år efter at hendes mand gik fra hende – et voldeligt ægteskab, hvor de levede som hund og kat !  Et eksempel på at skal man forstå sorgens væsen må man forstå hvem er det menneske som er sorgramt,  hvad er der sket, hvornår skete det i den pågældendes liv. Der er tale om skæbnefortællinger om tab af tillid til verden og evnen til at knytte og bryde bånd for at kunne leve et forandret liv. Bruger man det gamle upoetiske freudianske udtryk er sorgarbejde med andre ord en kombination af forståelse og følelser som udfordrer vores basale tillid til den verden som tabet har forandret. Sorg er kærlighedens pris, tilknytningens naturlige pris, men bliver sorgen til en fængsling af sindet,  skal man både kunne  analysere og diagnostisere sorgforløbet. Derfor er det vigtigt at der omsider i den 11. udgave af WHO.s diagnoseliste står ordene: Prolonged grief disorder, en sogdiagnose som endnu ikke er blevet oversat til dansk.

I gamle dage da Nini Leick og jeg var unge behandlere – vi er begge født i 1940 – var den psykologiske tilgang til

mennesker som var ramt på eksistensen af udefra kommende tab noget man selv skulle kunne mestre – Jaqueline Kennedy syndromet ! – der var ikke mange synlige tårer omkring den berømte begravelse i 1963.

Behandlere skulle i relation til deres sorg- og kriseprægede  klienter/patienter være ”objektive” og venlige i professionalismens navn. Læger og sygeplejersker måtte f.eks. gå på  toilettet for at kunne græde over de tragedier de ind i mellem  blev ramt af i deres hverdag på hospitalerne.

Sådan var det til langt op i 1970-erne – sorg hørte privatlivet til. Min faglige udvikling som terapeut tog fart i mit møde med kræftpatienters tab, sorg og krisereaktioner  i den første behandlingsgruppe  på Kræftens Bekæmpelses lille nyoprettede  rådgivningscenter, hvor man dengang diskuterede om det var for skræmmende at der på døren indtil ”butikken” på Åboulevarden stod KRÆF.T Otte ret syge kvinder med brystkræft viste mig i 1978 at ”kræft kan kurere neuroser” –  et noget flot udsagn om, at når angst og sorg tvinger os  ud på kanten af livet, så bliver visse eksistentielle valg tydeliggjort. Det betyder at der  er forskel på at leve livet og ikke ”bare” overleve ved hjælp af den form for tryghed som er neurosernes væsen. Siden brugte jeg formuleringen at kunne finde livsmod og dødsbevidsthed blandt løver.

Udviklingen af den tids gruppeterapeutiske praksis  har siden fået mange  former, fordi det er et faktum at lægende kræfter opstår,  når mennesker kan dele deres tab og sorg med andre i en oplevelse af et kontaktfyldt fællesskab.

På ”bagsiden” af  Den nødvendige Smerte står der at bogen handler om hvorfor nogle mennesker styrkes gennem sorg og hvorfor andre bliver forkrampede og angstfyldte. Hvorfor den der rammes af svære tab forandrer sig for altid og hvordan man kan hjælpe mennesker med at komme i kontakt med den følelsesmæssige fleksibilitet som er væsentlig for at kunne leve med de sorger som er uafsluttelige – sorger som man må tage på sig som sin skæbne.

Det er 32 år siden bogen udkom –  den  trykkes stadig i nye oplag – et opløftende tegn på den voksende  åbenhed og forståelse for at mennesker i sorg   har brug for noget forskelligt. Det afgørende er imidlertid  respekten for at de komplicerede tab som rammer ned i eksistensen både kan medføre udvikling og afvikling af den sørgendes tillid til sin verden. Det er derfor en rigtig vigtig afgørelse at man nu kan finde kompliceret sorg på en diagnoseliste som naturligt åbner op for psykoterapeutisk og/eller psykiatrisk hjælp.

Kærlighedens pris er således dyrebar, en pris som vi i bogens slutord valgte at ramme ind med Ludvig Bødtchers digt fra1867  Hvad her vi elske, ejes kun på Borg, på uvist frist, så er naturens orden, og vil du være fri for savn og sorg, da må du intet elske her på jorden.

 

Kronikken er bragt  i Politiken søndag d. 4 august 2019