Interview med Esther Perel: ”Utroskab sker, når begæret bryder sammen”

|

Kategorier

Nyhed

Den belgiske parterapeut og forfatter Esther Perel har rejst stor debat med sin bestseller ”Mating in Captivity – Unlocking Erotic Intelligence”, og hendes Ted Talk er gået verden rundt med over 8,9 mio. visninger. Dansk Psykoterapeutforening mødte Esther Perel, da hun for nyligt gæstede København for at undervise i en to-dages masterclass. Det blev til en snak om utroskab, skilsmisser, parterapeuter og hendes nye bog, der udkommer næste år.

estherperel

 

Hvad er, som du ser det, de største udfordringer for parforhold i dag?

Aldrig før har vi investeret så meget i kærlighed, og aldrig før er så mange blevet skilt på grund af kærlighed.

Tidligere definerede vi vores identitet og fik opfyldt vores behov for fællesskab, tryghed og samhørighed i vores nærmeste omgangskreds af venner og familie. I dag er det vores partner, der skal gøre det hele.

Vi har en lang række forventninger til, hvad en og samme person skal kunne indfri. Der er en stor udfordring i, at vores partner både skal kunne passe hus og børn og håndtere vores gamle svigermor, og så samtidig være i stand til at forføre os seksuelt og indfri vores romantiske drømme. På den ene side skal vores partner være vores bedste ven, som vi kan føle os trygge med og som gør os fri for bekymringer. Samtidig skal han eller hun være vores passionerede elsker. Det er en kæmpe udfordring for mange parforhold i dag.

 

I dag ender knap halvdelen af alle danske ægteskaber i skilsmisse. Hvad, tror du, er årsagen til, at så mange danskere bliver skilt?

I Danmark har I ikke de samme stress-faktorer, der kan påvirke parforholdet, som man har i for eksempel USA. I har ikke de klassiske ægteskabs-stress-faktorer. I har for eksempel barsel, fri uddannelse og fri adgang til sundhedsvæsenet. Og alligevel har I rekordhøj skilsmisserate og utroskab.

En af grundene til, at mange bliver skilt i dag, er fordi, vi er for isolerede. Vi bruger mere tid på arbejde og på vores børn, men mindre tid med hinanden. Forældre overlader i mindre grad deres børn med barnepiger for at gå ud sammen om aftenen.

Når vi udelukkende lever gennem vores forældrerolle uden at efterlade plads til os selv som et seksuelt væsen, så kan vi komme til et punkt, hvor vi søger at genvinde denne del af os selv. Ekstremsport, pole-dance og også utroskab er blandt nogle af udvejene, som vi vælger, når vi beskæftiger os med de forviste dele af os selv.

Når vi lever på fuld tid som forældre og omsorgsgivere, så bliver det sværere at integrere de forskellige dele af os selv i samme parforhold. Friheden ender med at blive placeret uden for, hvilket efterlader hjemmet og Eros i en usandsynlig alliance.

En anden stor udfordring er, at vi lever i en tid med massiv fokus på lykke. Lykke er ikke længere en mulighed. Det er et krav. Du SKAL være lykkelig. Og du måler dit ægteskab i lykke. Lykke er i dag ikke, hvad vi opnår i livet. Det er at have det godt med sig selv. Det er et helt nyt kriterium for at være lykkelig.

 

Hvad bliver efter din mening den største udfordring for kommende generationer?

Jeg tror, at en af de største udfordringer er og bliver, hvordan vi kan forene behovet for både at forpligte os og samtidig være frie individer. I et parforhold vil man i dag ikke gå på kompromis med sin egen selvudvikling. Faktisk ser vi snarere parforholdet som et sted for selvopfyldelse, hvorimod min mors generation ville mene, at et ægteskab og parforhold er bygget på kompromiser og vilje. Vi skal virkelig ville det. Ikke, at forhold dengang var dårlige, men der var andre forventninger på spil.

  

Du er i gang med at skrive en ny bog, der udkommer i efteråret 2017. Vil du løfte sløret for, hvad den handler om?

Min nye bog hedder ”The state of affairs – cheating in the age of transparency”, og som navnet afslører, handler den om utroskab, hvor jeg ser begrebet i en mere nutidig kontekst. Jeg ser på, hvordan utroskab forekommer, hvad det betyder, hvordan det påvirker os som mennesker, og hvordan vi kommer over det. I bogen ser jeg derfor på parforhold, kærlighed, passion, forpligtelse og tillid i utroskabets lys.

Hvor min første bog ”Mating i Captivity” handler om begær inden for parforholdet, handler denne bog om begær uden for parforholdet. Altså når begæret søger andre steder hen end parforholdet. Utroskab er et meget ømtåleligt emne, som mange fordømmer. Nogle vil mene, at hvis man prøver at forstå utroskab, så er det det samme som at retfærdiggøre det. Og hvis man forsøger at konkludere, at utroskab er et udtryk for noget større, så accepterer man det. Det er et med andre ord et meget polariserende emne – der findes ikke én, der ikke har en mening om det. Derfor fornemmer jeg allerede, at bogen vil afføde en del debat.

 

Hvorfor var netop utroskab et oplagt emne at skrive om?

Efterhånden som jeg beskæftigede mig med studier af ægteskab, begær og parforhold, fandt jeg ud af, at det også var nødvendigt at se nærmere på utroskab. Simpelthen fordi utroskab rent faktisk er blevet en løsning i mange parforhold. Det bliver ofte en løsning for dem, der mangler stabilitet og eventyr. I nogle lande bliver kvinders utroskab endda betragtet som en social løsning som pendant til mandens mandschauvinistiske status quo.

Utroskab har ofte været det, folk har talt om efter at have læst min første bog om begær. For hvad sker der, når begæret bryder sammen i parforholdet og søger nye veje? Derudover synes jeg, at selve arbejdet med utroskab i parterapi er utrolig fascinerende og udfordrende. Det er et af de største årsager til skilsmisse i dag, og derfor har det været interessant og oplagt at se nærmere på i min nye bog.

 

Har du andre nye projekter i støbeskeen?

Jeg er i øjeblikket i gang med at skabe et nyt online community for psykoterapeuter fra hele verden. Tanken er, at det skal være et professionelt netværk, hvor vi kan dele inspiration om samtaler og spørgsmål, der optager os i vores arbejde, på tværs af lande og kulturer.

Derudover er jeg så småt i gang med at planlægge min næste Ted Talk, der sandsynligvis skal være om og for mænd. For jeg tror ikke, at vi kvinders liv vil ændre sig, før vi får mændene med. Rigtig mange af de gode råd til parforholdet, man kan læse i dag, er drevet af kvinder eller er i feministisk regi. Sådan er det, når det primært er kvinder, der driver det. Men vi skal hjælpe mændene. Det er deres tur nu. Vi kvinder har i 40 år gjort os tanker om, hvad vi vil og ønsker i et parforhold, familielivet osv., så nu er det deres tur.

 

Hvad skal en god parterapeut efter din mening kunne i dag?

En god parterapeut skal ikke bare se på overfladen og lade sig styre af indholdet af, hvad der bliver sagt mellem parterne. Kunsten er ikke at lytte til indholdet, men at betragte, hvad der sker. Som parterapeuter skal vi forstå, at det folk kommer med, er en del af en social kontekst – problemer, som folk brokker sig over i dag er ikke de samme som dem, de brokkede sig over for fire år siden.

Derudover skal en god parterapeut hele tiden være et skridt foran parret og forstå, at der ikke er én løsning, der passer til alle par. Vi skal være i besiddelse af en uendelig fleksibilitet og selvfølgelig være åbne og ikke-dømmende.

Sidst med ikke mindst har en god parterapeut levet livet. Godt og grundigt. Ikke, at parterapeuten selv skal have det perfekte ægteskab, men pointen er, at de skal have været ude og mærke det virkelige liv.

 

Hvad gør arbejdet med relationer og par interessant?

I den senere tid er relationer blevet vigtigt i alle aspekter af vores samfundet. Ikke bare i parforholdet, men også i for eksempel arbejdsregi. Vi har en serviceøkonomi, hvor alt, hvad der før blev betegnet som at være kvindelige evner, som var vigtige på hjemmefronten, men som ikke rigtig betød noget på arbejdspladsen, pludselig er blevet vigtige. Vores emotionelle intelligens, kommunikation og evne til at lytte er i høj kurs nu. Tidligere blev det anset for at være bløde værdier, der ikke spillede nogen rolle.

Men for første gang er relationskompetencer blevet vigtigt. Folk har brug for det i alle sammenhænge. Det er en fascinerende udvikling, og det giver psykoterapeuter og psykologer en helt ny rolle som værende fascilitatorer til at udvikle det og entreprenører for resten af samfundet. Og det betyder, at vi må tage vores evner som terapeuter med ud af kontoret. Det er blandt andet, hvad jeg har forsøgt at gøre med mine online-kurser og mine Ted Talks.

 

Esther Perel
58 år

● Parterapeut, forfatter og foredragsholder

● Født i Belgien, men har boet det meste af sit liv i New York, hvor hun har arbejdet med parterapi

● Har en Master i psykologi i 1982 fra Hebrew University i Jerusalem. Siden har hun specialiseret sig i psykodynamisk psykoterapi.

● Forfatter til bestselleren ”Mating i Captivity – Unlocking Erotic Intelligence” (på dansk ”Erotisk intelligens – Nøglen til begær i lange parforhold), der er oversat til 28 sprog

● Esther Perel gør op med den forestilling, der har været i parterapien både i USA og Europa, om, at hvis man er tæt nok på hinanden og deler alt, følger begæret og erotikken stort set automatisk. Hendes budskab er, at vi ikke i tilstrækkelig grad erkender, hvor meget det kræver at skabe både tryghed og begær i et langvarigt forhold

● I oktober 2017 udkommer hendes nye bog om utroskab ”The state of affairs – cheating in the age of transparency”.

● Kendt for sine Ted Talks. Den mest populære ”Hemmeligheden bag begær i langvarige parforhold” har over 8,9 mio. visninger. Se den her