Nyhed

19. januar 2022

Ny evaluering af psykoterapeutuddannelserne 

– på vej mod master-niveau og beskyttet titel

Formand Pia Clementsen, bestyrelsen, Forum for Uddannelser og sekretariatet i Dansk Psykoterapeutforening har i 2021 brugt meget tid og opmærksomhed på at styrke kvaliteten i den måde, de 35 psykoterapeutuddannelser under foreningen bliver evalueret på. Evalueringsfirmaet Reflektor har i mere end 12 år evalueret uddannelserne efter 12 kvalitetskriterier. Det har givet et godt og vigtigt løft i kvalitetsvurderingen af uddannelserne ind til nu.

Nu har bestyrelsen besluttet at hæve barren, og det vil alle 35 uddannelser gerne være med til. Dette for at sikre vejen mod at få beskyttet titlen psykoterapeut MPF.

Alle uddannelserne er derfor nu gået i gang med en proces, der skal føre til, at de kan blive niveauvurderet på master-niveau hos Dansk Akkrediteringsinstitution. At nå dette mål kræver en langsigtet indsats og strategi fra foreningen og uddannelsernes side. Foreningen har derfor indgået aftale med konsulentfirmaet Crossfields Europa om at understøtte dette arbejde frem til 2024.

Pr. 1. januar 2022 går Crossfields Europa desuden i gang med at certificere alle psykoterapeutuddannelserne under Dansk Psykoterapeutforening.

 

Ny kvalitetskomité nedsat

Der er i 2021 nedsat en uvildig Kvalitetskomité i foreningen bestående af primært eksterne fagpersoner. De har indvilget i at give vores certificeringsvejledninger en grundig gennemgang samtidig med, at vi er i gang med at udvikle forskellige politikker, således at det bliver muligt for foreningen at tage imod eventuelle klager over uddannelserne og også at sanktionere, når og hvis det bliver nødvendigt.

Det er et stort og vigtigt udviklingsarbejde, der er sat i gang, – og foreningens bestyrelse glæder sig til at dele udviklingen af dette spændende arbejde med medlemmerne af Dansk Psykoterapeutforening i det nye år

 

Hvad betyder niveauvurderingen for mig, der allerede er medlem af Dansk Psykoterapeutforening?

Formålet med niveauvurderingen er at få foreningens uddannelser godkendt på niveau 7, – som svarer til masterniveau (se Kvalifikationsrammen for Livslang Læring forneden). På den måde bliver en uddannelse som psykoterapeut mere sammenlignelig med de offentlige uddannelser og dermed mere forståelig for omverdenen.

Dansk Psykoterapeutforening arbejder i øjeblikket tæt sammen med alle 35 psykoterapeutuddannelser, der er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, med det mål at få Danmarks Akkrediteringsinstitutions godkendelse af, at uddannelserne er på masterniveau. Dette kommer til at foregå løbende i forbindelse med den almindelige evaluering af uddannelserne, der finder sted hvert fjerde år.

På kort sigt vil niveauvurderingsprocessen ikke ændre på kravene i studieplanerne for studerende, der allerede har påbegyndt en psykoterapeutuddannelse. Der vil heller ikke være ændrede krav til dig, der allerede er MPF’er, og som har færdiggjort din uddannelse for længe siden.

På længere sigt er det planen, at alle medlemmer af foreningen vil få mulighed for at supplere deres uddannelser med et eller flere moduler, således at de også formelt kan opnå masterniveau, hvis de ønsker det.

Niveauvurderingen er et stort udviklingsprojekt for foreningen, og vi har stadig langt fra svar på alt. Vi vil løbende opdatere vores hjemmeside med nye informationer efterhånden som vi bliver klogere og kan blive mere konkrete.

 

Hvad er en niveauvurdering?

Private uddannelser og offentlige uddannelser, der ikke er underlagt Kultur-, Uddannelses- og Forskningsministeriet eller Undervisningsministeriets tilsyn, kan få sin uddannelse niveauvurderet. Niveauvurderingen varetages af Danmarks Akkrediteringsinstitution, der er en selvstændig og fagligt uafhængig institution under Uddannelses-og Forskningsministeriet.

Niveauvurderingen har til formål at gøre det forståeligt, hvilket niveau en uddannelse er på i sammenligning med offentlige uddannelser.

Uddannelserne bliver niveauvurderet i forhold til den nationale ”Kvalifikationsramme for Livslang Læring”, som har 8 niveauer – fra folkeskole til Ph.d.-niveau. Se model nedenfor. En uddannelses niveau i denne ramme er et udtryk for, hvilket niveau det samlede mål for læringsudbytte er på uddannelsen.

Dansk Psykoterapeutforenings godkendte uddannelser arbejder frem imod at opnå niveauvurdering af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Med niveauvurderingen bliver det muligt at dokumentere et højt niveau af de psykoterapeutiske uddannelser. Uddannelserne er derfor nu gået i gang med en proces, der skal føre til, at de kan blive niveauvurderet på niveau 7 (master-niveau) hos Dansk Akkrediteringsinstitution. Bemærk at en niveauvurdering ikke er det samme som at udbyde en gradsgivende master.