Politisk arbejde i foreningen

I løbet af vintermånederne har Dansk Psykoterapeutforening arbejdet intenst for at gøre politikerne opmærksomme på vores faggruppe og den vigtige samfundsopgave, psykoterapeuter MPF bidrager til med at styrke den mentale folkesundhed.

På tirsdag den 23. marts skal formand for Dansk Psykoterapeutforening Pia Clementsen møde Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget til et såkaldt foretræde.

Til foretrædet er hendes ærinde at tilbyde vores faggruppes kompetencer i forhold til at styrke indsatsen for de mange børn og unge, der lider af mentale sundhedsproblemer.

Til foretrædet vil hun opfordre til, at ”gratis psykologhjælp” bliver til ”gratis psykoterapi til børn og unge med mentale sundhedsproblemer – frit valg af behandler” og redegøre for, hvorfor psykoterapeuter MPF skal inddrages i ordningen.

Som optakt til foretrædet har Pia Clementsen haft møder med Torsten Gejl fra Alternativet, Karina Adsbøl fra DF og været i skriftlig kontakt med formanden for udvalget, Jane Heitmann fra Venstre, der efter foreningens henvendelse opfordrede til foretræde. Herudover har Pia Clementsen haft et møde med rådmanden fra Aalborg Kommune, Mads Duelund, der også brænder for danskernes mentale sundhed. Endelig har Martin Geertsen fra Venstre inviteret til en dialog lige efter påske.