Interview med familieterapeut MPF og forfatter Jesper Juul

 

Af Trine Hauberg
1. juni 2016

 

Dansk Psykoterapeutforening har interviewet den internationalt anerkendte familieterapeut MPF, forfatter og foredragsholder Jesper Juul. Her fortæller han om sin interesse for børn og familien, sit syn på familiepolitik og om det helt særlige ved en psykoterapeutisk uddannelse.

 

Jesper Juul (f.1948) er internationalt anerkendt som familieterapeut, foredragsholder og træner/supervisor
Jesper Juul er internationalt anerkendt som familieterapeut MPF, foredragsholder og træner/supervisor

 

Du har en lang erfaring med børn og familier bag dig. Din baggrund som skolelærer gav dig en indfaldsvinkel til arbejdet med familier. Hvorfor blev det lige børn?

 

Det er et interessant spørgsmål af flere grunde. Det er sandt nok, at jeg har en læreruddannelse, men samtidig tog jeg en uddannelse i Idéhistorie på Århus Universitet. Mit første møde med børn og deres forældre fandt faktisk sted, da jeg var ansat i en socialpædagogisk stilling på et behandlingshjem for såkaldt adfærdsvanskelige børn mellem 9 og 16 år. Jeg er overbevist om, at netop min tværfaglige baggrund har haft stor betydning for den måde, mit arbejdsliv formede sig på. Det er også interessant, fordi min hovedinteresse fra begyndelsen var familien snarere end børnene. Jeg ved godt, at jeg i store dele af verden bliver anset for at være en stor børneven, men jeg har egentlig bare gjort mig til talerør for børn med det formål at få deres forældre, lærere og pædagoger til at lykkes optimalt.

Børnene var dem, der hjalp mig med at bryde med det fastlåste udviklingspsykologiske paradigme, som socialpædagogikken jo byggede på, og min interesse blev at formidle dette til forældrene. Jeg opdagede hurtigt, at det arbejde, der blev udført på datidens døgninstitutioner var helt utilstrækkeligt – og ofte direkte skadeligt. En samtidig undersøgelse slog fast, at 33% fik det bedre, 33% fik det værre og 33% havde det uændret. Af den tredjedel, der fik det bedre, havde flertallet det endnu dårligere 5 år efter, de var blevet udskrevet. Samtidig oplevede jeg, at det pædagogiske arbejde, vi gjorde for at hjælpe børnene, ofte blev ødelagt på en enkelt weekend hjemme hos forældrene, hvilket for mig ikke betød, at forældrene var de skyldige, men understrede samspillets destruktive og konstruktive potentiale.

Ved at lytte til børnenes beretninger blev det klart for mig, at hverken deres forældre eller de fagfolk, de havde haft kontakt med op til og efter anbringelsen, havde nogen anelse om, hvordan de faktisk havde det. Hvad de tænkte, følte og oplevede. Alles fokus var på deres forstyrrende og provokerende adfærd. I de samtaler, jeg helt på amatørbasis (ingen havde dengang hørt om familieterapi) begyndte at have med hele familien, udviklede min rolle som børnenes ”oversætter” sig. Ikke fordi jeg var specielt børnevenlig, men fordi jeg så, at deres forældre savnede både viden og indsigt, og at ingen andre end børnene kunne give dem den. Både forældre og pædagoger ville jo gerne gøre det bedste, men slap dårligt fra det. Ikke fordi de var dårlige mennesker eller ikke kunne lide børn, men fordi det, de havde lært, var forkert.

Efter et par år inviterede stedets psykolog mig med på et kursus med den amerikanske psykiater og familieterapeut Walter Kempler, og i løbet af en uge fik jeg sat begreber på, hvad det var, der gik galt i familierne og institutionerne og endnu vigtigere, hvordan jeg kunne hjælpe dem med at ændre destruktive relationer til konstruktive.

 

Hvorfra kom lysten til at tage en psykoterapeutisk uddannelse?

Psykoterapi var dengang (1974) et helt ukendt begreb i Danmark, men jeg vidste, at jeg måtte finde en mulighed for at sætte mine erfaringer i system og blive bedre til at lede familiesamtalerne. Jeg blev derfor uddannet i Holland og USA, hvor man var lidt længere fremme i skoene. Jeg vidste dog nok til at se, at psykoterapi kunne blive en værdifuld ”tilbygning” til alle de fag, der beskæftigede sig med at hjælpe mennesker. Dette førte til, at jeg sammen med børnepsykiateren Mogens A Lund, og lektor i socialt arbejde Lis Keiser og Kempler i 1979 etablerede The Kempler Institute of Scandinavia og den dengang treårige efteruddannelse i familieterapi.

 

Hvad var årsagen til, at du så et behov for at uddanne dig videre i den retning?

Fordi jeg arbejdede med børn og familier, var familieterapi, som jo egentlig hedder psykoterapi med familier, den logiske vej at gå. Samtidig oplevede jeg i andre retninger, at Psykoanalysens tendens til at arbejde ”arkæologisk” med enkeltpersoner var stærkt dominerende. En noget forældet og forenklet tro på, at nutiden og fremtiden ville blive bedre, hvis individet fik ryddet op i fortiden. Muligheden for at arbejde med relationer her-og-nu med henblik på en bedre fremtid passede mig meget bedre. Jeg arbejdede jo med familier, hvor hverken voksne eller børn havde tid til at vente flere år på, at forældrene fik det bedre med sig selv gennem individuel terapi, som det i øvrigt var umuligt at få kommunal støtte til.

 

Du var i sin tid med til at starte Kempler Instituttet op og var leder i næsten 30 år. Du stoppede i 2004. Hvad er – i din optik – det helt særlige ved en psykoterapeutisk uddannelse?

Jeg tror, det vigtigste er, at psykoterapeutiske uddannelser, som inkluderer oplevelsesorienteret læring, stiller nogle direkte og indirekte krav til deltagerne, som offentlige uddannelser ikke kan tillade sig at stille – kravet om personlig udvikling. Alle offentlige uddannelser, som sigter på arbejdet med mennesker, anerkender, at den professionelles vigtigste værktøj er hendes eller hans egen person, men de begrænser sig alle til kun at arbejde på et kognitivt plan. Jeg tror, at det være sådan, og at psykoterapeutiske uddannelser dermed har deres rigtige plads som efteruddannelser. Min erfaring fra mennesker, som har gået på et bredt udsnit af psyko- og kropsterapeutiske uddannelser er, at mange kommer ud som mere modne mennesker og dermed som bedre sparringspartnere for deres klienter og elever, og ikke mindst deres private netværk. Andre kommer ud med forskellige grader af frelsthed, som ikke er til gavn for nogen.

 

Har du fulgt udviklingen på psykoterapeutuddannelsesområdet siden, og hvad tænker du om den?

Jeg kan ikke med god samvittighed påstå, at jeg har fulgt udviklingen nøje. Jeg har med glæde konstateret en større mangfoldighed og er meget tilpas med det evalueringssystem, der blev indført lige efter, jeg holdt op som leder af Kempler Instituttet. Jeg har altid ment, at valget af psykoterapeutisk metode er relativt underordnet for kvaliteten af det terapeutiske arbejde. Metoden er højst 20%, og personen, der anvender den, er 80%. Jeg ville ønske, at nogen ville foranstalte en grundig undersøgelse af, hvad de færdige terapeuter faktisk har fået med sig, og hvordan de oplever, at det har beriget deres arbejde med mennesker. Denne undersøgelse skal omfatte terapeuter mindst 10 år efter uddannelsens afslutning. Så ville vi få en idé om kvaliteten af uddannelserne, som evalueringssystemet jo slet ikke kan garantere. Mange – måske de fleste – tager jo ikke uddannelsen for at nedsætte sig som selvstændige terapeuter i egen praksis, men for at blive bedre til deres andet fag.

 

Familiepolitik er lidt på vej på den politiske dagsorden igen. Flere politiske partier taler om nedsat arbejdstid for familier med små børn. Hvordan ser du på koblingen mellem familie- og arbejdsliv i børnefamilierne i dag? Og hvad er der behov for?

Der er et helt klart behov for, at man også politisk laver bedre rammer for familiernes liv, men jeg tror ikke, at der for alvor er politisk vilje til at gøre det. De politiske partier synes at mene, at samfundet kommer til at tabe penge på det, og det er så langt fra sandheden, man overhovedet kan komme. Det, der nu sker i hele Europa er, at flere forældre træffer helt eksistentielle valg, som betyder et farvel til den herskende forestilling om, at tempo og rigdom er det vigtigste, og de bliver uden tvivl pionerer i en udvikling, som er helt nødvendig. Dette er blevet mere akut efter, at alle stater og kommuner helt kynisk og systematisk forringer børns muligheder for en sund psykosocial udvikling i samtlige dagtilbud. Når forældrene ikke mere kan stole på, at deres børn får en forsvarlig pædagogisk omsorg og stimulering, må de se sig om efter alternative muligheder.

 

Hvordan har familierne ændret sig siden “Det kompetente barn” – og hvorfor?

Vores måde at behandle børn på har udviklet sig med syvmileskridt og jeg er – alt andet lige – enig med den forfatter, som for nylig påstod, at vi i Danmark har verdens bedste børneopdragelse. Det endelige paradigmeskifte er nu endelig på vej, således at det, vi plejer at kalde vores ”børnesyn”, nu bliver udvidet til at omfatte barnet-i-relation-til sine vigtigste voksne.

Det er vanskeligt for mig at svare på hvorfor. Jeg er sikker på, at det skyldes en meget kompleks mængde af vilje, viden og engagement fra masser af mennesker. Jeg har svært ved at vurdere betydningen af mit eget arbejde og af bogen ”Dit kompetente barn”. Den er nu udkommet i næsten 20 lande, og specielt i nogle af de gamle totalitære stater har den sat ord på mange voksnes frustration og smerte og været med til at starte en ny udvikling. I Danmark har tingene ændret sig så meget, at jeg nu er gået i gang med at skrive en helt ny bog med samme titel. Der er ikke mere nogen grund til at analysere de negative virkninger af vold og autoritær opdragelse, men tiden er inde til at definere fremtidens voksne lederskab.

 

Flere børn får diagnoser, og ofte kommer hjælpen først, når diagnosen er stillet. Er vi blevet dårligere til at møde børnene, eller er børn bare anderledes udfordret i dag?

Ja, de professionelle er tydligt blevet dårligere, specielt dem under 40 år, fordi de aldrig har kendt til andet. Ansvaret ligger kun delvist hos de enkelte faggrupper og mest hos psykologerne, som har fået så ekstremt meget magt i systemerne, at deres hang til det ”evidensbaserede” har taget hele scenen. En grundig diskussion af alle de nye diagnoser og deres validitet vil fylde et par tykke bøger, men kort sagt er jeg overbevist om, at vi om bare ti-femten år vil skamme os dybt over det, der sker i dag.

 

Hvad er det, psykoterapeuter kan gøre af forskel, som børnene f.eks. ikke kan få fra de faggrupper, de møder i hverdagen i skoler, på institutioner mv?

Det kommer i høj grad an på psykoterapeuternes evne og vilje til altid at se det enkelte menneskes adfærd som en konsekvens af de vigtigste relationer, det er en del af. Det kan være meget frugtbart at arbejde alene med børn og unge i en vis fase – specielt dem, der har fået smadret deres tillid til voksne, men re-integrationsfasen i familie, børnehave og skole skal være håndholdt og meget gerne af en psykoterapeut i samarbejde med familien.

 

Hvad består dit arbejde konkret af i dag, og hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg sidder nu i el-kørestol og har ingen stemme. Det sidste er der håb om at ændre på snart, men ellers bruger jeg tiden på online konsultationer og på at skrive. Lige nu handler det om en masse interviews og artikler med udgangspunkt i en ny bog om voksnes lederskab i forhold til børn, som er blevet en mega-bestseller i Tyskland og som udkommer i Danmark lige efter Jul. Hvis det lykkes kirurgerne at give mig stemmen tilbage, ser jeg frem til at kunne lave en ny serie videoer – en kanal for fagfolk og en for forældre. Jeg har altid set det som en meningsfuld opgave at ”oversætte” de værdifulde psykoterapeutiske erfaringer til et sprog og nogle formater, hvor de kan blive til gavn for mange flere mennesker end lige psykoterapeuter. Mit seneste projekt – familylab – som nu er 10 år gammelt, retter sig mod familier og alle fagfolk, der arbejder med børn, unge og familier. Jeg har nu overdraget det til den internationale NGO – familylabassociation.com – og fungerer som en slags bedstefar, som leverer nyt materiale.

 

Har du et godt råd til dem, der overvejer at uddanne sig til psykoterapeut?

Mit råd er at teste uddannelserne omhyggeligt – aftal en eller to dages besøg på et hold, hvor det er muligt – og vælg så med hjertet. Overvej nøje hvilke motiver, der ligger bag dine ambitioner. Ikke fordi der findes gode og dårlige, men fordi det er godt at være bevidst om dem.

 

Jesper Juul

Jesper Juul (f.1948) er internationalt anerkendt som familieterapeut MPF, foredragsholder, træner/supervisor og er aktiv i mere end 15 lande rundt om i verden

Han er medstifter af Kempler Instituttet i 1979 og har siden 2007 fungeret som grundlægger og leder af organisationen Family-Lab International, der tilbyder seminarer, foredrag, workshops og rådgivning til forældre og familier, offentlige institutioner og private virksomheder

Jesper Juul er blandt andet kendt som forfatteren til klassikeren ”Dit kompetente barn” (1995). Bogen har sammen med Jesper Juul’s øvrige bøger været med til at bane vejen for et paradigmeskifte i studiet af familier og pædagogisk interaktion

Uddannet skolelærer fra Marselisborg Seminarium i 1970

Uddannet familieterapeut i Danmark, Holland og USA

Bor i Odder, Jylland

Læs mere på http://www.jesperjuul.com/da/