Systemisk terapi

 

Systemisk terapi er en terapiform, som har udviklet sig fra 60’erne i USA og Europa. Antropologen Gregory Bateson er en central person inden for systemisk terapi, og udgangspunktet for terapiformen er, at vi alle indgår i menneskelige systemer. Vores verden består af systemer, og disse systemer skal forstås som en metafor for de relationer, vi har til andre mennesker. Vi bliver de mennesker, vi er, i kraft af vores relationer til andre. I systemisk terapi er fokus derfor på relationer mellem mennesker i både større og mindre grupper. Familien er et eksempel på et system. Det kan også være en skoleklasse eller en arbejdsplads, og systemer både påvirker og påvirkes af omgivelserne. En vigtig pointe i systemisk terapi er således, at udfordringer ikke er individets alene. Vores relationer – systemerne – er med til at skabe og fastholde udfordringer. Derfor må de også behandles med fokus på disse systemer og deres indbyrdes adfærd og kommunikation.

 

Et sammenhængende system

Man kan således ikke tage et menneske ud af dets kontekstuelle rammer, behandle det isoleret og sende det retur i en uforandret kontekst uden øje for, hvordan konteksten påvirker dette menneskes væren. Terapeuten forsøger at hjælpe hele systemet fremfor bare den enkelte, da det ikke hjælper at forsøge at behandle den enkelte isoleret fra dennes omgivelser. Kontekst sætter nemlig en række betingelser, i form af grænser for, hvad vi kan sige og gøre. Vi forstår os selv og andre i lyset af vores omgivelser og den kontekst, vi lever i. Men det vi siger og gør, er også med til at flytte konteksten og betingelserne. Hvis en del i et system påvirkes, så påvirkes hele systemets måde at fungere på. Der kan være særlige adfærdsmønstre i systemet, og ændrer man sin egen måde at være på, eller ændrer andre dele af systemet sig, så ændres hele systemet også. Som mennesker er vi således gensidigt relaterede. Vi er hinandens betingelser. Systemisk terapi tager udgangspunkt i, at det vi mennesker oplever, tænker, føler, og de handlinger vi foretager, ikke kan forstås uden at se på sammenhængen eller de relationer, vi er en del af.

 

En udfordring er et signal til omgivelserne

Systemisk terapi låner fra narrative og socialkonstruktionistiske forståelser af mennesket. Det betyder, at vi skaber vores virkelighed gennem sproget, f.eks. i form af fortællinger om os selv, som vi bærer med os. Vi forstår verden ud fra det, vi hører, ser, vores erfaringer, og den måde vi taler om verden på. Måden hvorpå en person omtaler sine problemer har betydning for, hvordan personen opfatter sig selv. Vi ser og taler altid et bestemt sted fra, men det er vi ikke nødvendigvis selv bevidste om. De forestillinger, vi har, er med til at forme vores handlinger. Vi forstår verden gennem vores konstruktioner af den og handlinger i den. Det betyder også, at der findes flere forforståelser, end dem som klienten og terapeuten har – man kan sige, at der findes forskellige virkelighedsopfattelser.

I den systemiske terapi er kommunikation således vigtig. For som mennesker kommunikerer vi hele tiden både verbalt og nonverbalt, hvad enten det er intenderet eller ej, og vi tolker på det, vi selv og andre siger og gør. Alt der foregår mellem mennesker er kommunikation, og man kan ikke ikke-kommunikere. Den oplevede udfordring kan forstås som kommunikation til omgivelserne. En udfordring er et signal til omgivelserne om, at der er ubalance i systemet. Reaktionen hos klienten er logisk ud fra dennes værdier og præmisser, så dem må man søge at forstå. Sprog er handling, skaber handling og skaber mening, og den enkeltes adfærd må ses i lyset af systemets adfærd og kommunikation. Med viden om f.eks. en families kommunikation og handlemønstre, kan terapeuten hjælpe familien med at opløse udfordringen.

 

Kan skabe forandring i familien

Terapeuten hjælper klienten og systemet med at betragte de oplevede udfordringer gennem andre perspektiver, så klienten og systemet får hjælp til at handle anderledes. Man forsøger ligesom i narrativ terapi at hjælpe klienten med at eksternalisere udfordringen. Det vil sige at adskille de oplevede udfordringer fra personen. Det er problemet, der er problemet, og ikke den enkelte klient. Sammen kan terapeut og klient se flere nuancer, finde supplerende eller nye forståelser af udfordringen. Men der er ikke givet objektive sande løsninger på klientens oplevede udfordringer, ligesom der ikke er objektive sandheder om klientens problem. Terapeuten har således ikke mere sande eller rigtige opfattelser af virkeligheden eller udfordringen end klienten har og omvendt. Anerkendelse er et vigtigt aspekt i systemisk terapi. At anerkende andre er et udtryk for, at de er betydningsfulde, og for at anerkende må man være nysgerrig. Terapeuten møder derfor klienten fra en nysgerrig, ikke-vidende position.

Et system med eksempelvis en familie, og en terapeut er et andet end familiesystemet uden terapeuten. Det medfører en mulighed for, at dette systems ageren kan blive anderledes end familiens hidtidige, fordi systemet påvirkes af en udefrakommende faktor. Terapiens formål er at give familierne mulighed for at ændre måden, de forstår og tænker deres udfordringer på. Jo mere bevidst om handlinger og følelser, jo bedre bliver muligheden for at handle anderledes og skabe forandring i systemet.

 

Kilde:

  • De tre bølger i systemisk tænkning af Jacob Mosgaard. Systemisk Forum vol. 16 nr. 3
  • Familieterapi – systemisk teori og praksis af Rudi Dallas & Rosh Draper