En unik og værdifuld position

På Kragelund Efterskole har de en Oase, hvor der er rart at være, og hvor eleverne kan fortælle om, hvis der er noget der går dem på.

Kombinationen af at være lærer og psykoterapeut MPF giver både Søren Johan Nielsen og eleverne på Kragelund Efterskole værdi i hverdagen. Som efterskolelærer og psykoterapeut MPF har man en hel unik observationsmulighed, der gør, at man ofte kan spotte elever der mistrives.

”Det er jo en fremragende og særlig observationsmulighed, jeg får en masse information og oplevelser sammen med eleverne. Og jeg ser dem i relation med andre, så den viden jeg får fra dem og de erfaringer jeg får med eleverne, er meget pålidelig” siger Søren.

Det unikke indblik man får i elevernes dagligdag gør, at Søren hele tiden har en ”hoveddør” ind til en problemstilling –  ”Det kan ofte være et tabu at tale om sine svagheder, men fordi jeg ser dem i hverdagen, ser deres reaktioner og kropssprog, vil der ofte være en hoveddør til en god snak”.

Oasen
På Kragelund Efterskole har eleverne et sted at gå hen, hvis tilværelsen er svær. Søren har startet gruppen ”Oasen”, hvor eleverne har mulighed for at møde hinanden med samme problemstillinger. Der er forskellige grupper i Oasen, med forskellige problemstillinger, de har blandet andet haft sorggrupper, hvor eleverne enten har mistet en mor eller far, derudover er der også en gruppe med elever, hvor forældrene er skilt.

Om grupperne i Oasen siger Søren: ”Det skaber virkelig stærke fællesskabsfølelser, følelsen af at man deler det med andre og opdager, at andre har det på samme måde, giver en vigtigt fællesskabsfølelse. For nogle er det første gang de prøver det, og de har gået rundt og troet de var de eneste i verden, der havde det som dem. Det er en vildt stærk oplevelse, både for dem og jeg.”

Det er enormt vigtigt at dele sine problemstillinger med andre, Søren påpeger: ”Vi alle er relationsvæsener, vi har brug for hinanden, og derfor er det også enormt ensomt at gå rundt alene med en psykisk smerte, og derfor er det så befriende at få lov til at fortælle sin historie.”

Et prik på skulderen
Eleverne har selv mulighed for at komme til Søren, men hvis Søren ser noget hos en elev, kan det også ske ved et prik på skulderen med en invitation til samtale, og mange er glade for muligheden: ”Jeg vil sige, at alle de gange, hvor jeg har inviteret en elev, og har sagt” ”jeg har det her tilbud, måske er det noget for dig”. Så er det måske 2 ud af 100 der siger nej tak. Så jeg tænker, at tilbuddet alligevel er meget dejligt at få.”

Når man er uddannet psykoterapeut, er det ikke kun en profession, man bliver forandret som menneske, og Søren siger, at han i dag oplever og kender sig selv bedre end før, og det er en stor hjælp i mødet med andre menneskers problemer.

”At kunne skelne mellem, hvad der har med mig at gøre, er vigtigt for at kunne give en brugbar hjælp til selvhjælp. Jeg skal ikke blot løse problemer, men i højere grad medvirke til en personlig forståelse og erkendelse hos eleven, så han/hun kan handle godt og kærligt i fremtiden også efter opholdet på Kragelund Efterskole ” afrunder Søren.

Søren Johan Nielsen

Uddannet Tømrer i 1991

Uddannet folkeskolelærer på Jelling Statsseminarium i 2001

Tog basisår i Relationskompetence på Kempler Instituttet og senere psykoterapeutuddannelsen på Dansk Familieterapeutisk Institut.

Arbejder som efterskolelærer, hvor han blandt andet har grupperne i Oasen.

Privatpraktiserende psykoterapeut MPF i Vejle – www.sørenjohan.dk