Hilsen fra formanden

Kære medlemmer

I sekretariatet får vi løbende forespørgsler fra jer omkring, hvilke retningslinjer I skal følge som psykoterapeuter under corona-pandemien. Vi har hidtil henvist til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for praksissektoren fra d. 4. maj.

I mandags holdt vi bestyrelsesmøde, og i bestyrelsen er vi enige om at vi fortsat henviser til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der anbefaler at konsultationer så vidt muligt tages online eller via telefon.

”Så vidt muligt” giver jo elastik til også at kunne afholde sessioner i klinikken. Det er derfor også inden for rammerne, hvis I vurderer, at det er nødvendigt at afholde en terapi-session ved fysisk fremmøde. Så skal I som psykoterapeuter naturligvis sørge for at tage de nødvendige forholdsregler med afstand, udluftning og afspritning.

Se mere HER

Det er en besværlig tid for os. Anbefalingerne er ikke helt entydige, og efterlader rum til både forvirring og variationer, hvilket jo også kan være godt, for der er jo forskel på alle os og på vores klienter.

Jeg hører fra mange af vores institutledere, at de har været travlt beskæftiget med at omorganisere undervisningen på bedste vis. Heller ikke for dem har retningslinjerne været entydige, hvorfor I sikkert også vil opleve, at der er variation i de måder institutterne har håndteret det på. Sådan er det i en force majeure situation, som den, vi står i nu. Jeg er sikker på at alle forsøger at gøre deres bedste, og vi må være fleksible i vores løsninger.

I sekretariatet er vi i gang med at undersøge muligheden for en videreførelse af vores åbne Hotline, som har været en kæmpe succes. Det vil vi fortælle mere om i et nyhedsbrev i næste uge.

Jeg håber, at I alle er ved godt mod, at I er raske og klarer skærene personligt og økonomisk.

Rigtig god Kristi Himmelfartsferie – forhåbentlig med forårsvejr.

Mange hilsner, Pia Clementsen