Julehilsen fra formanden

Kære medlemmer

2021 har været endnu et helt specielt år for os alle sammen. Det har ikke mindst tydeliggjort betydningen af vores fag og indsats. Der har været et stort behov for at afhjælpe mental mistrivsel hos både børn og voksne. Og dette behov synes bestemt ikke at blive mindre i tiden fremover.

Vi har i Dansk Psykoterapeutforening styrket indsatsen betydeligt for at synlig- og tydeliggøre nødvendigheden af, at psykoterapeuter MPF spiller en langt større rolle i at løfte den mentale sundhed i Danmark. En indsats vi fortsat vil sætte kræfter ind på i 2022. Vi arbejder stødt og stædigt på det politiske plan med synliggørelse af vores kvaliteter. Samtidig har vi, i samarbejde med vores certificerede uddannelsesinstitutter, haft travlt med en kvalitetssikringsproces. En proces, der skal ende ud i en fælles kompetenceramme for vores fag og samtidig bevare den forskellighed, vi også rummer. Der er oprettet en ny kvalitetskomite, der skal følge uddannelserne og sikre kvalitet og rammer.

 

Vi har i 2021 knyttet båndene tættere til vores kolleger i Grønland og på Færøerne. Noget, der forhåbentlig fører til et fortsat godt samarbejde. Vi har meget at lære af hinanden. Især har Grønland taget psykoterapeuter ind som en anerkendt faggruppe. Vi glæder os til mere kontakt i 2022.

 

2021 blev også året, hvor vi for alvor tog det digitale ind som et værktøj. At det ikke kan erstatte det fysiske møde, er helt sikkert (og heldigvis for det), men det kan noget, og det er kommet for at blive. Fysiske møder og webinarer kommer til at stå side om side. Det har bl.a. været en stor glæde, at næstformand Lise Kramer Schmidt og jeg har kunnet mødes og personligt sige velkommen til så mange nye medlemmer i årets løb, fordi vi kunne gøre det digitalt. Lige meget hvor i landet, man bor, så kan man mødes på zoom. Det kommer vi bestemt til at fortsætte med.

 

I sekretariatet er der travlhed omkring vores kommende nye hjemmeside og medlemssystem. Vi får i løbet af 2022 et helt nyt ansigt og visuelt udtryk, og hermed også et ny logo!

Der kommer til at ske mange flere og spændende ting i 2022. Mere herom i næste nyhedsbrev.

 

Tak til alle jer, der frivilligt har ydet en stor indsats for foreningen.

 

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.