Flere psykoterapeuter tilbyder onlineterapi

|

Kategorier

Nyhed
Flere og flere psykoterapeuter tilbyder onlineterapi til deres klienter

 

Selvom mange psykoterapeuter har holdt åbent for fysiske konsultationer i deres klinik under corona, har flere også kastet sig ud i at tilbyde online-terapi. Det viser en ny medlemsundersøgelse, som Dansk Psykoterapeutforening har foretaget i januar 2021 om medlemmernes arbejdsliv under corona.

I undersøgelsen svarer 7 ud af 10 psykoterapeuter, at de anvender online-terapi. I en tilsvarende medlemsundersøgelse fra sommeren 2020, gjorde dette sig gældende for 6 ud af 10. Dermed tyder det på, at flere psykoterapeuter har taget online-terapien til sig i takt med coronapandemien.

 

For langt de fleste psykoterapeuter har onlineterapien fungeret godt og som en fin mulighed under nedlukningen. Således svarer knap 8 ud af 10 (79 pct.), at onlineterapi ar fungeret godt.

 

Onlineterapi er kommet for at blive

Meget tyder på, at onlineterapi vil blive en fast mulighed for klienter og borgere i fremtiden, hvis de konsulterer en psykoterapeut MPF. Hver anden psykoterapeut (54 pct.) svarer i undersøgelsen, at de vil tilbyde konsultationer online i fremtiden. Kun 16 pct. svarer nej, mens 30 pct. er i tvivl.

 

 

Medlemsundersøgelsen ”Hvordan har corona påvirket dit arbejdsliv?”

Informationerne er baseret på svarene fra en stor medlemsundersøgelse, som Dansk Psykoterapeutforening gennemførte i januar 2021 blandt medlemmerne i foreningen.

1845 medlemmer modtog spørgeskemaundersøgelsen, hvoraf 836 medlemmer svarede.