EAP arbejder på at få titlen psykoterapeut anerkendt på europæisk plan

I den forgangne uge har sekretariatschef i Dansk Psykoterapeutforening, Vibeke Lubanski, deltaget i det årlige medlemsmøde og generalforsamling i EAP – European Association for Psychotherapy.

Fra mødet, der selvfølgelig foregik online, er der særligt én nyhed, der er af stor væsentlighed for alle psykoterapeuter, i hele Europa, og derfor også vigtig information for medlemmer i Dansk Psykoterapeutforening at kende til – nemlig at EAP også arbejder intensivt på at få titlen psykoterapeut anerkendt og beskyttet på europæisk plan.

EAP udarbejdede derfor sidste år på tværs af en række europæiske lande en fælles definition på, hvad kravene skal være til at kunne kalde sig psykoterapeut. Denne definition er nu sendt til behandling i EU’s uddannelseskomité.

Se definitionen her:

 

Lige nu ligger forslaget i kø til behandling i komitéen. Bliver det godkendt vil det få betydning for alle medlemsstaterne, så det følger vi naturligvis med stor interesse i Dansk Psykoterapeutforening. Og det er også en af de vigtige grunde til, at vi er i gang med arbejdet omkring niveauvurdering af vores uddannelser.