Ny evaluator af de psykoterapeutiske uddannelser

Det bliver konsulentfirmaet Crossfields Europa, der fra sommeren 2021 skal stå i spidsen for at evaluere og sikre kvaliteten af de psykoterapeutiske uddannelsesinstitutter under Dansk Psykoterapeutforening. Den nuværende evaluator, Reflektor, har ønsket at overgive opgaven til en ny udbyder.

Dansk Psykoterapeutforening har derfor haft opgaven som evaluator i udbud og modtog i slutningen af januar i år tre meget kvalificerede bud. Og valget af ny evaluator hos Dansk Psykoterapeutforening er faldet på Crossfields Europa.

Crossfields Europa er en dansk gren af et konsulentfirma med base i England ved navn Crossfields Institute. Crossfields Institute har mange års erfaring med at arbejde med akkreditering af uddannelser – også psykoterapeutiske uddannelser. Dansk Psykoterapeutforening har allerede et samarbejde med Crossfields Institute omkring niveau-vurderingen af de psykoterapeutiske uddannelser.

”En af de store opgaver, jeg tog fat på, da jeg blev formand, var at begynde at lægge skinnerne til, at vi kan få beskyttet titlen ”psykoterapeut”. Et af de vigtigste skridt på den vej er, at vi i fremtiden kan få de uddannelser, som vores institutter udbyder, niveau-vurderet på master-niveau hos Dansk Akkrediteringsinstitution. Vi har arbejdet sammen med Crossfields Europa i et stykke tid nu, og jeg er sikker på, at de har den rette viden og engagement til at få vores uddannelser til et nyt niveau. Jeg glæder mig derfor meget til dette nye samarbejde omkring evalueringen også”, siger Pia Clementsen, formand i Dansk Psykoterapeutforening.

Se mere om Crossfields Europa på deres hjemmeside her