Kære medlemmer i Dansk Psykoterapeutforening.
Julen nærmer sig. Og desværre har corona-virussen igen taget overhånd med for høje smittetal, især i områderne København, Aarhus og Odense.
Statsministeren og myndighederne har den 7. december på et pressemøde indført yderligere restriktioner, og de har delvist lukket landet ned indtil 3. januar i det nye år. Igen opfordrer de os alle til at følge restriktionerne og bakke op om anbefalingerne, og deltage i at smitten ikke breder sig. Ikke mindst, så vi alle kan få en god jul med familien, uden sygdom og smitte.
I forhold til jeres klienter og jer selv er vores anbefaling, som den plejer at være, at I bruger jeres sunde fornuft, rettidig omhu, og hvis det er muligt overgår til at tage online- og/eller telefonsessioner med jeres klienter. Alternativt, har samtaler udendørs.
Vores anbefalinger:
- Overgå til online- og/eller telefonsessioner med klienter
- Hav samtaler udendørs
- Udskyd evt. samtaler
- Brug håndsprit, luft ud og hold fysisk afstand, hvis du vælger at ses med klienter fysisk. Sprit alle overflader og håndtag flere gange dagligt og mellem hver klient. Brug mundbind i venteværelset og på vej ind og ud af kontoret. Følg Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger, læs mere her: Corona og sikkerhed i klinikken
- Vær opmærksom på dit eget helbred, og om du selv kan være smittebærer.
Vores anbefalinger til psykoterapeutuddannelserne:
Bestyrelsen anbefaler online-undervisning på de uddannelsessteder, der har lokaler i en af de 38 kommuner og/eller har studerende, der er bosat i en af de 38 kommuner, der er pålagt delvis nedlukning, frem til den 3. januar 2021.
Er I i tvivl om noget, eller har brug for sparring, er I altid velkomne til at kontakte sekretariatet.
Læs mere på coronasmitte.dk: https://coronasmitte.dk/overblik
Pas godt på jer selv og hinanden.
De bedste hilsner fra formand, Pia Clementsen
Dansk Psykoterapeutforening