Debat i Politiken: Djøf’erne er kun halvvejs i deres selvopgør

Af Kurt Rasmussen, socialpædagog og familieterapeut MPF 

 

Djøf-administratorerne mangler fortsat øje for værdien af at møde velfærdens fagfolk ligeværdigt

Kurt Rasmussens indlæg blev bragt i Politiken den 25. januar 2020

 

»I dag har jeg snydt mig til at lave noget godt arbejde«. Sådan sagde en af mine kollegaer engang i 80´erne. Vi var ansat i et amt i en afdeling for specielle sociale opgaver.

En af dem var at yde konsulentbistand til kommuner i børne- og familiesager, f.eks. i forbindelse med anbringelsessager. Vi havde møder og samtaler både med borgere og med de professionelle i kommunerne. Nogle gange en enkelt samtale, andre gange mange møder over længere tid. Det blev afpasset efter behovet, i et direkte samarbejde mellem os og kommunerne. Det vil sige, sådan var det i begyndelsen.

Efter nogle år sammenlagde man den socialfaglige afdeling og den økonomisk/administrative afdeling i amtsforvaltningen. Det ville forenkle beslutningsprocesserne, mente man. Før det skete, havde medarbejdere fra de to afdelinger sat sig sammen, når der skulle forandres og udvikles. Vi havde talt sammen, til vi fandt løsninger, der var bæredygtige, både økonomisk administrativt og fagligt. Men nu skulle vi altså være en afdeling.

Inden jeg blev ansat i amtsforvaltningen, havde jeg været ansat som leder i en amtskommunal institution. Så det var nyt for mig, at arbejde direkte sammen med djøf´ere. Det var en gensidig berigelse. Lederen i den sammenlagte afdeling blev en økonom. Den tidligere leder af den sociale afdeling var socialrådgiver, han blev nu næstkommanderende. Han skulle fortsat have ansvar for det socialfaglige. Økonomen skulle være ansvarlig for den økonomisk/administrative del.

Problemet var imidlertid, at økonomen mente, at næsten alt var økonomisk/administrativt. F.eks. kunne det jo ikke passe, at vi i nogle børne- og familiesamtaler havde 10 møder med borgere og med kommunens folk, og i andre sager kun ét møde. Tre møder kunne tilbydes kommunerne i den slags sager. Punktum. Og så var det min gode kollega fortalte, at han havde snydt sig til at lave noget godt arbejde.

Den bevægelse er fortsat over de seneste godt 30 år, og gennemsyrer alle offentlige sektorer. Det ligeværdige samarbejde mellem djøf´ere og de fagfolk, der udfører det konkrete faglige arbejde, er ikke eksisterende. Det er ikke godt. Heller ikke for djøf’erne. Og det koster kassen, også selv om det i et regneark kan ligne en succes.

Et eksempel: På en specialinstitution opretter man en endnu mere specialiseret afdeling. Den er for borgere, der er helt særligt udfordret. Man håndplukker nogle gode medarbejdere til de fire borgere. Det fungerer godt. Efter nogle få år, er der nogen i forvaltningen der beslutter, at de vist godt kan tage 5 borgere. Det kan de. De fire dedikerede medarbejdere snyder lidt med arbejdstiden. Eller rettere, de snyder sig selv for fritid. Det skal jo fungere.

OK, kan de tage 5, kan de vel også tage 6. Og sådan bliver det. Det udløser en langtidssygemelding. Brandslukning bliver dagligdag. Men i et regneark ligner det en fantastisk succes.

Derfor blev jeg lidt glad 20 januar, da der på forsiden af Politiken stod: »Djøf erkender, at offentlige ansatte er druknet i unødigt bureaukrati«. Måske er det det første lille skridt i en sundere retning?

Men det vil tage lang tid at vende udviklingen. En stor del af den samlede befolkning har overtaget djøf-logikken, som var den en naturlov i samme kategori som tyngdeloven. Det ser jeg f.eks. hos den nyuddannede pædagog, der belærer mig om, at det er helt nødvendigt dagligt at dokumentere det, hun laver.

Men der er lyspunkter. Jeg har mødt unge djøf´ere, der har en mere ydmyg tilgang. Mennesker, som er oprigtigt interesserede i at forstå kernen og de faglige værdier i fagene på de områder, de administrerer.

I Politiken udtaler djøfformand Henning Thisen: »Vi er i stigende grad blevet opmærksomme på, at vi i vores rådgivning af politikerne skal pege dem i retning af, at den tid, der er, skal bruges til borgerne«.

Tænk, hvis han havde sagt: »Vi skal i stigende grad være opmærksomme på den ligeværdig dialog med de forskellige fagfolk, sådan at vi får øjnene op for, hvilke værdier, der er de grundlæggende i de enkelte fag. Vi skal i den sammenhæng også sammen med fagfolkene finde helt ny måleværktøjer, så vi kan måle det, som har reel værdi og ikke kun skueværdi. F.eks. hvordan vi kan måle relationens, kontaktens og nærværets kvalitet. Det skal vi, fordi det er den del, der er berigende for både borgerne og de ansatte. Og det bliver givetvis også sjovere at være djøf´er. I dag får vi for lidt for pengene, og det er unødigt slidsomt for både borgere og ansatte«. Den dag han siger det, er vi kommet meget, meget tættere på målet.

 

Debatindlægget er bragt i Politiken den 25. januar 2020