Mindeord for Jesper Juul

Den 25. juli gik den internationalt anerkendte familieterapeut, forfatter og foredragsholder Jesper Juul bort efter længere tids sygdom. Han satte sit store præg på familieterapien i Danmark og var mesterlære for mange medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening. Læs formand Pia Clementsens mindeord for Jesper Juul herunder. Det er bragt i Politiken den 7. august 2019.

 

Mindeord

Dansk Psykoterapeutforenings formand Pia Clementsen skriver mindeord om forfatter, familieterapeut Jesper Juul, Odder, 71 år:

“Hvis man ikke vidste det i forvejen, blev det helt tydeligt ved meddelelsen om Jesper Juuls død, hvilken stor betydning han har haft – herunder ikke mindst for medlemmerne i Dansk Psykoterapeutforening, hvor han har været mesterlærer for rigtig mange. Jesper Juul har sat sit store aftryk på familieterapien i Danmark. Han nåede langt ud med sine budskaber både nationalt og internationalt. Det vigtigste budskab var, at det er i den ligeværdige relation mellem mennesker, mellem terapeut og klient, at forandringen sker. Hans evne til nærvær og autenticitet handlede især om, at »barnet i mig er altid nærværende«, som han udtrykker det iden biografi, der udkom i Tyskland. Jesper Juul vil blive husket for sit store fagprofessionelle virke, sit forfatterskab samt ikke mindst for sin personlighed og sit nærvær. Trods alvorlig sygdom var han skrivende og givende til det sidste. Jesper Juul har sat sine spor i psykoterapien, spor vi fortsat vil følge.”

 

Mindeordet er bragt i Politiken den 7. august 2019

 

Interview med Jesper Juul

Læs eller genlæs Dansk Psykoterapeutforenings interview med Jesper Juul fra 2016 her