Sommerhilsen fra formanden

|

Kategorier

Nyhed

 

Kære medlemmer

Sommerferien står for døren, og jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at sende jer en sommerhilsen og orientere om nogle af de aktiviteter, vi er beskæftiget med i Dansk Psykoterapeutforening.

 

Bestyrelsen
Den 8. – 9. juni var bestyrelsen og sekretariatschefen på arbejdsseminar i Rørvig. Det var to udbytterige dage, hvor der blev besluttet og igangsat flere tiltag for det fremtidige arbejde i foreningen. Vi er blandt andet ved at få en ny kursusorganisation op at stå, som skal sikre billigere kurser og flere fyraftensmøder for medlemmerne. Derudover blev Kim Matzen enstemmigt valgt som foreningens nye næstformand. Jeg ser meget frem til at samarbejde med ham og resten af bestyrelsen, som alle er meget engagerede.

 

Folkemødet 2018
I midten af juni var sekretariatet og jeg på Folkemødet på Bornholm, hvor vi for første gang skulle deltage som aktive debattører i sundhedspolitiske debatter om psykisk sundhed. Ved begge debatter oplevede vi stor spørgelyst fra deltagerne og en generel positiv indstilling til, at psykoterapi og psykoterapeuter bør spille en væsentlig rolle i forebyggelsen og behandlingen af mentale helbredsproblemer.

Alt i alt var det tre gode dage på Folkemødet, hvor vi desuden fik talt med en lang række kollegaer fra andre organisationer, fik ny faglig indsigt og inspiration til det videre arbejde.

 

Tak for Åbent Hus
I forrige uge afholdt vi Åbent Hus i foreningens lokaler, hvor ca. 10 medlemmer var fremmødt til en snak og for at høre mere om det igangværende arbejde. En stor tak til alle, der kom forbi, og tak for jeres input og kommentarer, som vi har noteret, og som vil blive taget til efterretning.

Vi håber at se ligeså mange medlemmer til Åbent Hus i Århus den 27. september 2018 samt i Odense, som vi også planlægger at afholde i efteråret. Dato og sted følger snarest.

Husk at hvis du ikke mulighed for at deltage i et Åbent Hus-arrangement, er du altid velkommen til at kontakte sekretariatet med spørgsmål, ideer og ønsker på telefon eller mail. Har du emner, som du ønsker, bestyrelsen skal ind over, så send også dit input til sekretariatet eller formanden.

 

Jubilæumskonferencen i september
Det fulde program for Jubilæumskonferencen er endelig på plads og kan ses på foreningens hjemmeside her. Info om de planlagte foredrag bliver løbende lagt på siden og sendt ud med nyhedsbrev og sociale medier. Der er lagt op til to festlige og faglige dage i psykoterapiens tegn med rig mulighed for at blive opdateret på ny viden og nye tendenser.

 

God sommer
Dansk Psykoterapeutforening og jeg vil gerne ønske alle medlemmer en dejlig sommer og en god og garanteret tiltrængt ferie. Sekretariatet holder ferielukket i uge 28, 29 og 30, men er igen bemandet fra 30. juli, hvis I har brug for at kontakte foreningen.

 

Bedste hilsner,
Pia Jeppesen