Ny næstformand i Dansk Psykoterapeutforening

|

Kategorier

Nyhed

Det bliver den 46-årige Kim Matzen, der nu sætter sig i næstformandsstolen i Dansk Psykoterapeutforenings bestyrelse, som han har været en del af siden generalforsamlingen i marts 2018.

Beslutningen blev taget i weekenden, hvor hele bestyrelsen var samlet til det årlige bestyrelsesseminar i Rørvig. Kim Matzen stillede op til næstformandsposten og blev valgt enstemmigt af hele bestyrelsen.

”Jeg er utrolig glad for at være blevet valgt som ny næstformand i foreningen. Som næstformand får jeg mulighed for at gøre en forskel i arbejdet med at løfte foreningen og sikre større anerkendelse af psykoterapeuter og vores fag. Jeg ser også frem til at være en del af ’maskinrummet’ i vores organisation, hvor der er masser at tage fat på. Dét glæder jeg mig til,” siger Kim Matzen.

Kim Matzen er uddannet gestaltterapeut fra Københavns Gestalt Institut og har endvidere en bred faglig baggrund som elektriker, konservatorieuddannet rytmisk bassist og lydtekniker med ledelseserfaring fra koncert- og lydproduktionsbranchen. Han arbejder i dag som selvstændig psykoterapeut MPF med egen praksis i København og driver danseskolen Tangoteket.