Login

Peter Bastian på generalforsamlingen

Af Allan Holmgren, DISPUK, Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Medlem af bestyrelsen i Dansk Psykoterapeutforening

Vi havde i bestyrelsen valgt at bede musikeren, ikonet og institutionen Peter Bastian om at holde foredrag som indledning til dette års generalforsamling.

Den gamle hurtigtsnakkende gnækker havde straks forsamlingen i sin hule hånd. Talte om de to principper, han kalder fundamentale: Omsorgs- versus udviklingsinstinktet. Omsorgsinstinktet danner grundlaget for udviklingsinstinktet. Omsorgen vil bevare, den vil fællesskabet med hygge og jul og de gode gamle dage. Man kunne kalde det et konservativt instinkt. Her ramte han alle os gamle terapeuter i hjertekulen: Tør vi tænke noget nyt eller repeterer vi vores børnelærdom igen og igen? Udviklingsinstinktet, derimod, peger på at opdagelser sjældent sker i konsensus, men altid som brud. Der opstår pludselig noget nyt. Tænk bare på, at næsten hele verden har været ved at falde til atomenergipatten: Det skal nok gå. Så kommer der et jordskælv og en tsunami i Japan, og næsten alle lande stopper og revurderer atomkraften som energikilde. Nu taler man i dagens radioavis om udfasning af alle benzinbiler i løbet af 50 år. Og den tyske regering står til at falde - på grund af et jordskælv ud for Japans kyst. Den udvikling var totalt uforudsigelig.

Er terapeuters udvikling og praksis styret af omsorgsinstinktet eller af udviklingsinstinktet? Tør vi gå nye veje som terapeuter? Tør man afskrive Freud, Jung, Perls og Yalom og sige tak til dem for deres gode historier og metaforer - eller er det trods alt for politisk ukorrekt?

Kulturhistorie

Peter Bastian sagde, at hans personlige historie ikke er noget særligt, for hans personlige historie er den levede kulturhistorie. Han fortalte om sine fattige forældre, der har bestræbt sig på og kæmpet for at blive operasangere. Det skete for hans mors vedkommende gennem benhårdt disciplineret slid. Det meste af hans familie kommer fra Amager, fra St.Magleby, hvor man så ned på dem fra Dragør. De var hollandske efterkommere og så sig selv først og fremmest som hollændere. De var præget af landsbybevidsthed. Først med efterkrigsgenerationen, med alle os, der voksede op i 60'erne og 70'erne skete der et kulturelt og bevidsthedsmæssigt skred af dimensioner. Kvinder så op i hinandens kønsdele. Mænd begyndte at strikke og at holde barselsorlov. Det er første gang, det er sket i verdenshistorien. Bastian mener, at der har fundet et bevidsthedsmæssigt udviklingshop af dimensioner sted. Vi har nu en langt mere refleksiv bevidsthed end tidligere i historien. Udviklingen går opad, mente han. Fællesskaber baseret på omsorg er døden. Her bliver man ikke klogere. Jeg fik fornemmelsen af søndag eftermiddag hos moster Oda. Man holder det ud i to timer. Så må man hjem.

Lykken

Peter Bastian advarede mod den megen lykkedyrkning, der finder sted i vores postmoderne samfund. Lykken finder man ikke, når man leder efter den. Det handler om at finde mening og om at bevare sin værdighed. Han refererede til den schweitsiske analytiker Victor Frankls arbejder om de mennesker, der overlevede opholdet i de tyske koncentrationslejre. De overlevede med værdighed, fordi de ikke gjorde sig til ofre, men fandt sig i deres skæbne med meningsfuldhed og værdighed. De skabte sig en fortælling fyldt med mening.

Bastian var ude med riven efter den positive psykologi, der fokuserer på lykke. Livet handler ikke om lykke, men om at se ud i verden, som han sagde. Det opfattede jeg som en indirekte reference til Kierkegaard: Lykkens dør går udad. Stop navlepilleriet og få dig et liv. Bastian lagde vægt på betydningen af ensomhed, på at det ikke er i kollektivet og i fællesskabet, at det nye altid skabes. Og alligevel refererede han flere gange til sine erfaringer med at spille i Den danske Blæserkvintet. De havde fået selveste Selibidache til at arbejde med dem og dirigere dem. Det gjorde han i fem år. Han fik skabt noget fuldstændigt unikt, sagde Peter. Den enkelte musiker var Den danske Blæserkvintet. Der var en enhed mellem gruppen og den enkelte. Der var ikke konkurrence. Der blev skabt noget nyt i deres samspil, når de forskellige toner mødtes og skabte noget, ingen af dem kunne skabe alene. Peter Bastian demonstrerede dette ved at lade en af deltagerne synge et C, mens han sang et G. De to toners samklang, deres intersubjektivitet, skabte noget, som ingen af dem havde alene. Det var et smukt eksempel på samspil - i ordets oprindelige betydning.

Hierarkier

Peter Bastian talte om de naturlige hierarkier, om lærerens opgave i at hæve eleven ind i sin verden. At elevere betyder at hæve - som i elevator. Læreren befinder sig på et højere niveau end sin elev og skal løfte denne ind i sin verden. Men der findes også patologiske hierarkier - dér hvor vi tror, at vi er bedre end de andre. Han fortalte en smuk historie om at han engang havde holdt foredrag i en præstegård. Han var mødt op i læderjakke og støvler og med cigaret i flaben for rigtigt at provokere dem. I pausen sagde den ældre kvindelige præst, at de havde set frem til hans foredrag, og at de havde holdt studiekreds om hans bog Ind i musikken i et halvt år, og at han skulle vide, at han var på hjemmebane. Peter havde i den grad skammet sig over sin arrogance, over at han troede, at han havde fat i sandheden. Det var et eksempel på et patologisk hierarki.

Har vi også patologiske hierarkier i vores psykoterapeutiske praksis, når vi tillader os at fortolke? Når vi tror, at vi ved bedre? Når vi bilder os ind at vide, hvordan man skal sørge? Når vi tror at have tal på. hvordan mange menneskelige grundfølelser og grundvilkår, der eksisterer?

Det tomme menneske

Vi må som den franske idéhistorier og psykolog Michel Foucault se i øjnene, at mennesket er tomt som menneske, og at mennesket er, som Peter Bastian sagde, et kulturelt produkt. Vi tror, at vi er så enestående. Men vi står på ryggen af mange hundrede års kulturelle historie. Nietzsche erklærede Gud for død. Han var den første til åbent at sige, at mennesker har skabt Gud i deres eget billede. Og ikke omvendt. Folk var dengang i 1870'erne chokerede over at høre, at Gud var død, for ingen havde hørt, at han havde været syg. Foucault gik skridtet videre og erklærede mennesket som en generel og abstrakt størrelse for dødt. Humanismen tog fejl, sagde Foucault. Der er ingen menneskelig essens. Menneskets essens ligger i kulturen, som Peter Bastian understregede ved at inddrage også rørende og bevægende historier fra sit eget liv. Kun igennem fortællingen og den mening, der ligger i fortællingerne, kan mennesker finde deres flygtige essens som multihistoriel.

Musikken

Et foredrag med Peter Bastian er ikke et rigtigt foredrag, hvis han ikke også har spillet på sit berømte sugerør. Det er et almindeligt kraftigt plastiksugerør, han har skåret huller i, og som han får den smukkeste lyd ud af. Hele forsamlingen klappede. Vi var bjergtagede. Det var mere end smukt. Han spillede også et kort stykke zigøjnermusik på sin klarinet for at illustrere, hvordan man skaber kontakt til "de andre" - ved at spille deres musik. Ikke ved at spille sin egen musik. Der var her et kært rap til højrefløjen og de fremmedfjendske i Danmark, der tror, at man skaber integration ved at bede de fremmede lære dansk. Peter Bastian latterliggjorde de fremmedfjendske på en fornem måde ved simpelthen at klæde dem af som styret af deres overlevelsesinstinkt. Og hvis man kun har et overlevelsesinstinkt dør man af indavl.