Login



Solid evidens vedr. effektiviteten af psykodynamisk terapi

indlæg fra Jack Donen, cand.psych.

 Jack_Donen

At kunne knytte betegnelsen ”evidensbaseret” til en bestemt form for psykologisk praksis, er blevet de senere års måde at blåstemple den praksis på. Indforstået i begrebet ligger at metodens effekt er dokumenteret gennem systematiske undersøgelser, og både de henvisende myndigheder og de søgende studerende bruger ofte etiketten som retningslinie, når de skal vælge metode.

 

I forhold til sådan forskning, der viser effektiviteten af psykoterapi, har især kognitiv terapi i dens forskellige former været meget synlig i de senere år. Hvorimod forskning i effektiviteten af den traditionsrige og nok mest udbredte terapiform, nemlig psykodynamisk psykoterapi (også kaldet dynamisk psykoterapi) har oftest kunnet virke nærmest fraværende.

 

Men det viser sig at der alligevel, stille og roligt, er opbygget en stor og solid mængde evidens, der beviser at psykodynamisk terapis effektivitet sagtens kan stå mål med alle andre terapiformer.

 

Jeg vedlægger en artikel af Jonathan Shedler, bragt i American Psychologist, et blad der udgives af The American Psychology Association. Jeg vedlægger også en forkortet udgave af artiklen og dens resultater, hvor forfatteren i øvrigt også skitserer nogle af de elementer som han mener viser væsentlige forskelle mellem psykodynamisk psykoterapi og kognitiv adfærdsterapi. Den forkortede udgave blev bragt i Scientific American Mind.

 

Lidt om Shedler’s undersøgelse:

En meta-analyse er kort beskrevet en videnskabeligt anerkendt metode, brugt til at opsummere og sammenholde resultaterne fra forskellige, selvstændige, videnskabelige undersøgelser. For at undersøge effektiviteten af psykodynamisk terapi, har Shedler gennemgået et stort antal undersøgelser og meta-analyser, der gengiver resultaterne af 475 ældre og ca. 100 nyere undersøgelser (fra 2000 – 2010) – det er undersøgelser der omfatter i alt mange tusinde patienter. Resultaterne viser uomtvisteligt gode resultater for psykodynamisk terapi.

Shedler skriver bl.a. i sin indledning til den længere artikel: Effektstørrelser for psykodynamisk terapi er ligeså store som dem, der bliver indberettet for andre terapiformer, der er blevet aktivt promoverede som ”empirisk støttede” og ”evidensbaserede”. Derudover er der tale om, at patienter der modtager psykodynamisk terapi, vedligeholder deres fremgang og synes endda at fortsætte med at gøre fremskridt efter afslutningen af behandlingen.

En del af undersøgelserne inddrager detailjerede analyser af selve de metoder terapeuterne har brugt, hvor der sammenlignes resultaterne af psykodynamisk terapi (PT) med bl.a. kognitiv adfærdsterapi (KAT), og her er det for det første værd at bemærke, at langtidseffekten af PT viser sig stabilt at være ligeså god eller bedre end effekten af KAT. Måske endnu mere interessant viser det sig, at KAT synes at fungere bedre, jo mere KAT-terapeuten inddrager elementer fra den ældre og mere ”traditionelle” psykodynamiske terapiform.

 

Artiklerne som Jack Donen refererer til ligger som tre Pdf filer om emnet i Filhåndtering > Artikler.

Herfra kan de downloades og udskrives hvis man foretrækker det:

http://psykoterapeutforeningen.dk/filemanager/artikler/filer-og-dokumenter