Login



Erhvervsansvarsforsikring og Sygedriftstabsforsikring

 

Aftale mellem RUNA Forsikring og Dansk Psykoterapeut Forening om fælles erhvervsansvarsforsikring. 

Aftalen, der betales via kontingentet,
omfatter samtlige medlemmer af Dansk Psykoterapeut Forening, der via deres profil har ønsket at være dækket af ordningen.

Aftalen trådte i kraft den 1. maj 2004

Aftalen er ikke gældende for pensionistmedlemmer, passive medlemmer eller medlemmer bosiddende uden for Danmark  

Almindelige forsikringsbetingelser

I tilslutning til lov om forsikringsvirksomhed samt lov om forsikringsaftaler.
§1 De sikrede
Psykoterapeuter som er medlem af Dansk Psykoterapeut Forening.

§2 Omfang
Forsikringen dækker sikredes erstatningsansvar for skade tilføjet personer eller ting under udøvelse af psykoterapeut-virksomhed, samt erstatningsansvar, der pålægges psykoterapeuten som ejer eller bruger af bygning eller grundareal, der benyttes ved virksomhedens drift.
Forsikringen omfatter skade konstateret i forsikringstiden, uanset på hvilket tidspunkt et ansvarspådragende forhold måtte være begået.
Skade, som anmeldes mere end 2 år efter forsikringens ophør, dækkes ikke.

§3 Geografisk område
Forsikringen omfatter skade indtruffet i Danmark (inkl. Grønland og Færøerne).
Skade indtruffet uden for Danmark dækkes, såfremt skaden er sket under rejser eller midlertidigt ophold (indtil 1 års varighed) i forbindelse hermed, og at den er et naturligt led i psykoterapeutens arbejde. 

§4 Ikke dækket skade
Forsikringen dækker ikke ansvar for:
A - skade, der skyldes, at ydelser ikke er leveret rettidigt,
B- skade, når ansvaret følger af et tilsagn fra sikrede om en anden erstatningsydelse, eller 
om et videregående ansvar, end hvad der følger af almindelige erstatningsregler,
C - formuetab, der ikke er en følge af skade på person eller ting,
D - skade på ting tilhørende forsikringstageren eller for skade på ting, som sikrede i forbindelse med udøvelse af sit erhverv har til lån, leje, opbevaring, afbenyttelse, befordring, har i varetægt af anden grund, eller har sat sig i besiddelse af,
E - skade på ting, som sikrede har påtaget sig at bearbejde eller behandle (personskade
er omfattet),
F - skade på ting forårsaget ved nybygning, ombygning eller tilbygning til den forsikrede virksomhed,
G- forurening af eller igennem luft, jord eller vand samt derved forvoldt skade på person eller ting. 
H - skade forvoldt ved benyttelse af motordrevet køretøj.
I - skade forvoldt af sikredes hund eller ved sikredes benyttelse af søfartøj eller luftfartøj eller forårsaget af sikrede som jæger i det omfang, sådant ansvar dækkes af jagtforsikringen,
J - skade, der omfattes af §1 i lov om erstatning for atomskader (nucleare skader),
K - skade forvoldt af sikrede med forsæt eller under selvforskyldt beruselse,
L - skade, der skyldes mangler eller andre ikke-kontraktmæssige egenskaber ved produkter eller ydelser,
1) såfremt skaden kan henføres til et groft uforsvarligt forhold i forbindelse med ledelsen af virksomheden, eller
2) såfremt forsikringstageren eller den, hvem det på dennes vegne påhviler at lede virksomhedens drift,
a. var vidende om manglen eller den ikke-kontraktmæssige egenskab,
b. ved grov uagtsomhed var skyld i sit ukendskab hertil,
c. har hidført den med forsæt,
M - skade, der skyldes, at urigtige oplysninger om anvendeligheden af leverede produkter eller ydelser er givet af sikrede med forsæt eller grov uagtsomhed, uanset formen for en sådan oplysning,
N - skade på ting, når skaden skyldes sikredes groft utilbørlige tilsidesættelse af elementære sikkerhedsforanstaltninger.

§5 Indeksregulering
Præmien for forsikringen beregnes på grundlag af selskabets tarif, som bygger på grundlag af faste præmier.
Tariffens præmier indeksreguleres i overensstemmelse med nedennævnte regler;
Reguleringen sker i takt med ændringen i timelønsindekset, som Danmarks Statistik hvert år offentliggør for januar kvartal.
Skulle timelønsindekset ophøre, vil reguleringen ske efter andet af Danmarks Statistik hvert år offentliggjort indeks, som angiver den gennemsnitlige lønudvikling.
Til de i et kalenderår forfaldne præmier beregnes et indekstillæg (eller -fradrag), som svarer til ¾ af den procent, som løntallet i det nærmest foregående år er højere (eller lavere) end basis-løntallet.

§6 Dækningssum
Policens dækningssum er den højeste grænse for selskabets forpligtelse for skader konstateret inden for det enkelte forsikringsår. Ved skade sket indenfor Norden dækkes omkostninger ved erstatningsspørgsmålets afgørelse, som er afholdt med selskabets billigelse, selv om dækningssummerne derved overskrides. Det samme gælder sagsomkostninger og renter vedrørende erstatningsbeløb, som er omfattet af forsikringen.
Er forsikringssummen mindre end det idømte erstatningsbeløb, er selskabet dog kun pligtig at tilsvare den del af renten og sagsomkostningerne, som svarer til det erstatningsbeløb, selskabet skal betale.

§7 Ikrafttrædelsestidspunkt og præmiens betaling
Forsikringen dækker fra den i policen fastsatte dato kl. 12 middag, medmindre der i policen i øvrigt er fastsat andet ikrafttrædelsestidspunkt.
Første præmie forfalder til betaling ved forsikringens ikrafttræden, og senere præmier til de anførte forfaldsdage.
Påkrav om betaling sendes til den af forsikringstageren opgivne betalingsadresse. Betales præmien ikke efter 1. påkrav, sender selskabet en fornyet skriftlig påmindelse om præmiebetalingen til forsikringstageren på betalingsadressen. Denne påmindelse vil indeholde oplysning om retsvirkningen af, at præmiebetalingen ikke er sket ved udløbet af den i påmindelsen anførte tidsfrist.
En sådan påmindelse fremsendes tidligst 14 dage efter 1. påkrav.
For så vidt betaling ikke finder sted inden 14 dage efter påmindelsen, bortfalder selskabets dækningspligt.
Selskabet er berettiget til at opkræve et ekspeditionsgebyr for denne påmindelse.

§8 Reguleringspræmie
Er forsikringen tegnet med præmieregulering, betragtes den anførte præmie som et præmieforskud, der kan reguleres ved hver hovedforfaldsdag.
Til brug ved præmiereguleringen fremsender selskabet et reguleringsskema som forsikringstageren er pligtig at returnere påført de nødvendige oplysninger til brug for reguleringen.
Reguleringsskemaet skal være selskabet i hænde 3 uger efter forfaldsdatoen.
Hvis forsikringstageren ikke indsender reguleringsskema, er selskabet berettiget til at fastsætte præmien efter skøn.

§9 Skadeopgørelse
Så snart sikrede får at vide eller må formode, at der vil blive rejst erstatningskrav mod ham, skal han straks give selskabet skriftlig meddelelse herom og herefter overlade selskabet eller dettes advokat at varetage hans interesser i enhver henseende.
Sikrede er forpligtet til at yde selskabet enhver bistand til sagens oplysning og afslutning.
Sikrede er ikke berettiget til at udbetale nogen erstatning eller anerkende nogen erstatningspligt med bindende virkning for selskabet, medmindre han/hun derved kun opfylder sin retspligt.
Er sikredes erstatningspligt fastslået og erstatningens størrelse bestemt, betaler selskabet skadeserstatningen umiddelbart til den skadelidte, med mindre denne allerede er fyldestgjort af sikrede. Sikredes øvrige kreditorer kan kun i sidstnævnte tilfælde erhverve nogen ret til erstatning.

§10 Risikoforandring
Sker der ændringer i den på policens forside anførte risiko, skal det uden ophold anmeldes til selskabet, der da træffer bestemmelse om, hvorvidt og på hvilke vilkår forsikringen kan fortsætte.
Er sådan anmeldelse ikke sket, hæfter selskabet i skadetilfælde kun på de vilkår og i det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have fortsat forsikringen, hvis forandringen havde været det bekendt. Såfremt sikrede afhænder den forsikrede virksomhed og i stedet overtager en anden virksomhed, går forsikringen over på den nyovertagne virksomhed. Sikrede skal også i sådanne tilfælde give selskabet meddelelse om overtagelsen, jf. foregående stk.

§11 Opsigelse
Forsikringen vedvarer, indtil den med mindst 1 måneds skriftlig varsel opsiges til et forsikringsårs udløb. Er der ydet præmienedsættelse for flerårig tegning, kan forsikringstageren dog tidligst opsige forsikringen fra den på policens forside anførte dato.
Efter enhver skade er selskabet indtil 1 måned efter erstatningens udbetaling eller skadens afvisning berettiget til at ophæve forsikringen med 14 dages varsel.

§12 Andre forsikringer mod samme risiko
I det omfang, der er tegnet speciel forsikring for en interesse, der i øvrigt måtte være omfattet af denne forsikring, bortfalder dækningen af denne interesse.
Er der fastsat i anden forsikringsaftale, som dækker samme interesse, at ansvaret falder bort eller indskrænkes, hvis forsikring er eller bliver tegnet andet sted, gælder denne forsikring med samme forbehold.
 
 
 
 

Aftale om sygedriftstabsforsikring med forsikringsselskabet Codan

SYGEDRIFTSTABSFORSIKRING
Dansk Psykoterapeutforening har pr. 20. november 2002 indgået en aftale med forsikringsselskabet Codan om en sygedriftstabsforsikring, i lighed med hvad psykologerne og andre liberale erhverv har. Formålet med en sådan forsikring er at begrænse risikoen for indtægtstab ved evt. sygdom. Forsikringen skal ses som et supplement til det offentliges sygedagpengeforsikring.

Hvad dækker forsikringen?
Forsikringen dækker efter tre ugers fravær og i op til 49 uger, dvs. i indtil et år efter erhvervsudygtigheden startede. Der er tale om en egentlig driftstabsforsikring, hvor der foretages en opgørelse over det faktiske tab som følge af nedgang i omsætningen, dvs. den dækker tabet af den fulde honoraromsætning fra klienter og herudover tillige kan dække tab af honorar fra undervisning, foredrag og lignende.

Hvem kan tegne forsikringen?
Forsikringen kan nytegnes, indtil den forsikrede fylder 60 år, og den ophører senest, når den forsikrede fylder 65 år.
Forsikringen kan tegnes af såvel selvstændige praktiserende psykoterapeuter som af ansatte praktiserende psykoterapeuter.

Hvad koster forsikringen?
Sygedriftstabsforsikringen for psykoterapeuter koster en årlig præmie på 2,1 % af den omsætning, der skal forsikres. Dvs. at den årlige præmie ved fx. en omsætning på 350.000 kr. om året er 7.350 kr.
Præmien er fradragsberettiget som driftsudgift, og erstatningsbeløbet er skattepligtig B-indkomst.

Hvordan tegnes forsikringen?
For at tegne forsikringen skal der udfyldes en forsikringsbegæring, og egen
læge skal udfylde en helbredsattest, som Codan betaler.

Ønsker du at tegne forsikringen, kan du meddele dette sammen med dit CPR-nummer
til Dansk Psykoterapeutforening på e-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
eller telefon 7027 7007. CPR-nummeret skal Codan bruge til sagsbehandlingen. I
løbet af nogle dage vil du så modtage begæringsblanket og helbredserklæring,
som indsendes direkte til Codan.

Det er også aftalt med Codan, at medlemmer, der samtidig ønsker at tegne en
hospitalsbehandlingsforsikring, der bl.a. dækker ved behandling/indlæggelse på
private hospitaler eller klinikker, kan gøre dette til en særligt favorabel
pris.


Dansk Psykoterapeutforening, november 2002